Når erhvervsorganisationer blander sig i sundhedspolitikken, handler det ofte om rammevilkår eller ventelister

Men i et nyt indspark til folketingsvalget flytter Dansk Erhverv diskussionen et andet sted hen: fra drift til implementering.

Organisationen sætter nemlig fokus på blandt andet fremtidens sundhed og på sundhedsinvestering i forbindelse med det kommende folketingsvalg på en valgside.

Trætte af pilotsyge

Ifølge organisationen er en af de største udfordringer i det danske sundhedsvæsen ikke mangel på innovation – men mangel på skalering af løsninger, der allerede virker.

Branchedirektør Katrina Feilberg peger på, at mange teknologier og behandlingsformer bliver testet i projekter, men sjældent udbredt i hele sundhedssystemet.

“Vi er gode til at udvikle og afprøve nye løsninger i Danmark. Men vi oplever samtidig medlemmer der er så trætte af pilotprojekter, at de begynder at fortælle om, at de får ”pilotsyge”.  Vi er ikke gode nok til at skalere de gode løsninger bredt i sundhedsvæsenet. Det betyder, at både patienter og samfund går glip af gevinsterne,” siger hun.

Ifølge Dansk Erhverv bør der derfor indføres et “skalér eller forklar”-princip, hvor regioner og myndigheder enten implementerer løsninger, der dokumenteret virker – eller forklarer, hvorfor de ikke gør.

Regionerne som innovationsmotor

En central del af udspillet er, at sundhedsvæsnet skal bruges mere aktivt som innovationsplatform.

Det betyder, at regionerne ikke kun skal drive hospitaler, men også fungere som test- og samarbejdspartnere for nye teknologier og behandlingsformer.

“Danmark har stærke life science-virksomheder og stærke offentlige sundhedsmiljøer. Hvis vi kobler dem bedre sammen, kan vi både styrke patientbehandlingen og udvikle nye løsninger,” siger Katrina Feilberg.

Mindre regional særkørsel

Flere af forslagene peger også i retning af mere national koordinering i sammenspil med det nye nationale center for sundhedsinnovation.

Dansk Erhverv efterlyser blandt andet:

  • fælles data-standarder
  • mere ensartet vurdering af teknologi
  • bedre koordinering på tværs af regionerne.

Underteksten er, at den nuværende struktur med mange lokale løsninger gør det svært at skalere innovation.

Dansk Erhverv mener sundhed er en investering

Organisationen fremhæver også som et separat fokuspunkt til valget, at man bør ændre selve måden, sundhedspolitik diskuteres på.

Sundhed skal ifølge Dansk Erhverv ikke kun ses som en offentlig udgift, men også som en investering i arbejdsudbud og samfundsøkonomi.

“Når vi investerer i forebyggelse, behandling og rehabilitering, handler det ikke kun om sundhed. Det handler også om arbejdsudbud, livskvalitet og samfundsøkonomi. Sundhed er en investering med dynamiske effekter, ikke ’bare’ en udgift” siger Katrina Feilberg.

Det er en fortælling, der passer ind i den aktuelle debat om:

  • kroniske sygdomme
  • det nære sundhedsvæsen
  • stigende pres på hospitalerne.

Faktaboks

Dansk Erhvervs centrale valgtemaer på sundhedsområdet

Formålet er ifølge Dansk Erhverv at gøre sundhedsvæsenet både mere bæredygtigt og mere innovativt.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind