“Hver tredje af de patienter, der får et nyt knæ eller en ny hofte på Vejle Sygehus, bliver ikke undersøgt af en læge på sygehuset inden operationsdagen.” Det fremgår af en pressemeddelelse.
I stedet foregår kontakten via video, hvor patient og læge sammen beslutter, om der skal opereres. Det er et konkret eksempel på en udvikling, der går igen i store dele af sundhedsvæsenet: Behandling og kontakt flyttes væk fra hospitalet – og ind i hjemmet.
Men mens den digitale omstilling accelererer, halter svarene på et centralt spørgsmål:
👉 Hvad er egentlig gevinsten?
Læs også: Kræftforsøg gav færre sengedage, men hvad med besparelsen?
Digital kontakt som rettighed
På Sygehus Lillebælt er digitaliseringen ikke længere blot et tilbud – men en rettighed. “Som patient har du ret til at mødes med os på den måde, du ønsker,” lyder det fra sygehuset .
Det gælder på tværs af afdelinger: “Hvis du helst vil blive hjemme … kan du bede om, at samtalen foregår via video eller over telefonen.”
Det kaldes “Digital Ret” og betyder, at patienten i stigende grad selv bestemmer, om mødet med sundhedsvæsenet skal være fysisk eller digitalt.
Mindre tid per konsultation
Ifølge regionens egne oplysninger deltog 303 ortopædkirurgiske patienter i virtuelle konsultationer i projektperioden. Her peger regionen på en konkret effekt, da vi henvender os:
“Lægen kan se flere patienter, da tiden, lægen bruger pr. patient, er let reduceret.”
Men projektet indeholder også en mere klassisk gevinst: “Sygehuset sparer desuden lokalekapacitet,” oplyser regionen.
Men da vi spørger bredere ind til effekterne, stopper svarene.
Ingen effekt på ventelister
Et af de oplagte spørgsmål er, om digitaliseringen øger kapaciteten så meget, at ventelisterne falder og her er det korte svar: “Det har ikke en samlet effekt på ventelisterne.”
Dermed tegner der sig et mønster, der går igen fra andre projekter som vi har spurgt ind til på tværs af regionerne:
- Der opstår effektiviseringer lokalt
- Men de slår ikke igennem på systemniveau
Patientgevinst – men systemgevinst?
Fra klinisk side fremhæves især patientperspektivet og de gevinster man kan finde her.
“Det har været en kæmpe succes at tilbyde videosamtaler i stedet for et fysisk møde. Vi har spurgt patienterne, hvad de synes om tilbuddet, og vi har fået overvejende, positiv feedback. For patienterne sparer en masse tid på denne måde,” siger Lasse Enkebølle Rasmussen, der er overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus.
Særligt for patienter med lang transport er gevinsten tydelig:
- mindre transport
- mindre ventetid
- mindre fysisk belastning
Og for nogle patienter betyder den digitale kontakt også, at de vælger operation fra:
“Der er patienter, der … finder ud af, at de alligevel ikke er klar til en operation … og så er det jo kun godt, at de ikke har brugt en halv dag på at komme på sygehuset,” lyder det fra Lasse Enkebølle Rasmussen.
Digitalisering uden økonomisk bundlinje
Men når fokus flyttes fra patientoplevelse til økonomi og kapacitet, bliver billedet mere uklart. Regionens eget svar peger på:
- lidt kortere konsultationstid
- mindre behov for lokaler
Men samtidig ingen effekt på ventelister og ingen opgørelse af økonomiske gevinster. Det efterlader et centralt spørgsmål ubesvaret:
👉 Bliver sundhedsvæsenet billigere – eller bare anderledes organiseret?



