“Med denne model kan vi give hjælp til unge i hele regionen.”
Sådan lød meldingen fra Region Østdanmark den 17. juni, da den kommende region præsenterede sit nye tilbud til unge mellem 18 og 24 år med let til moderat angst eller depression. Men en måned tidligere havde forvaltningen advaret regionspolitikerne om, at den nye ret til behandling inden for 30 dage kunne blive vanskelig at overholde i opstartsfasen.
»Den nye ret til hurtig behandling kan blive udfordret i opstartsfasen,« står der i beslutningsgrundlaget, som regionsrådene i Region Hovedstaden og Region Sjælland godkendte 5. maj.
Konsekvensen kunne ifølge forvaltningen blive nye ventelister til de unge eller et højere forbrug end forudsat i budgettet. De forbehold fremgik ikke af pressemeddelelsen, som Region Østdanmark udsendte i juni.
Fra fri psykologordning til regionalt ansvar
Baggrunden er en folketingsbeslutning der grundlæggende ændrede ved den hidtidige ordning, hvor unge mellem 18 og 24 år med let til moderat angst eller depression hidtil har kunnet få vederlagsfri behandling leveret af selvstændige psykologer med ydernummer under psykologoverenskomsten.
Men ordningen har været præget af lange ventetider, og de unge har ikke haft sikkerhed for, hvornår behandlingen kunne begynde.
Med en ændring af sundhedsloven blev behandlingsansvaret derfor flyttet fra psykologpraksis med ydernummer til regionerne. Fra 1. oktober er det regionens ansvar at visitere de unge, sammensætte behandlingstilbuddet og sikre, at behandlingen som udgangspunkt begynder inden for 30 dage.
Region Østdanmark har ikke valgt at hjemtage hele behandlingen. I stedet har regionen opbygget en hybridmodel, hvor en ny regional behandlingsenhed skal stå for visitation samt især digitale og individuelle onlineforløb, mens private psykologer først og fremmest skal levere behandling med fysisk fremmøde.
Regionen overtog dermed ansvaret for en eksisterende ordning, men gjorde sig samtidig afhængig af, at den kunne opbygge sin egen kapacitet og indgå nye aftaler med et tilstrækkeligt antal private psykologer på meget kort tid.
Det var denne overgang, forvaltningen allerede i maj advarede kunne blive vanskelig.
Kendte risikoen for manglende kapacitet
Forvaltningens risikovurdering var ikke kun generel. Den pegede blandt andet på den korte tid til at planlægge og etablere behandlingstilbuddet, uklar jura omkring den nye type behandlingstilbud og udfordringen med at skaffe tilstrækkelig kapacitet blandt både regionens egne og de private psykologer.
Samtidig skulle der udvikles en egnet it-infrastruktur, findes lokaler og etableres en ny organisation, mens Region Hovedstaden og Region Sjælland var i gang med forberedelserne til sammenlægningen i Region Østdanmark.
Ordningen skulle oprindeligt være begyndt 1. juli 2026, men blev efter ønske fra regionerne udskudt til 1. oktober. Ifølge beslutningsgrundlaget vurderede regionerne ikke, at det var muligt at få fristen udskudt yderligere.
Alligevel tegnede pressemeddelelsen fra juni et forholdsvis sikkert billede af det kommende tilbud.
Regionen skrev, at den ville indgå aftaler med private psykologer i hele Østdanmark for at sikre både tilstrækkelig kapacitet og en god geografisk dækning.
23 områder fik ingen tilbud
Men resultatet af en udbudsrunde viser nu, at den geografiske dækning ikke var sikret. Det skriver vores søstermedie OPS-Indsigt indgående om
Her viser en aktindsigt, at regionen kun modtog 83 tilbud fordelt på 32 af de 55 geografiske delaftaler om individuel psykologbehandling med fysisk fremmøde. På de resterende 23 delaftaler kom der ikke et eneste tilbud.
Det gælder blandt andet Bornholm, Lolland, Odsherred, Guldborgsund, Slagelse og Vordingborg. Regionen gennemfører derfor en ny udbudsprocedure. Det er derfor endnu ikke afgjort, om der fortsat vil være geografiske huller, når ordningen åbner 1. oktober.
Men resultatet af første runde viser, at en af de risici, forvaltningen advarede om i maj, var reel.
Fysisk behandling afhang af private
Regionens interne plan viser også, at det nye tilbud i opstartsfasen i høj grad blev baseret på digitale og online behandlingsformer.
Omkring 20 procent af de unge forventedes visiteret til et digitalt forløb med skriftlig vejledning. Yderligere 43 procent forventedes at få individuelle konsultationer online. Kun 37 procent af forløbene var planlagt som behandling med fysisk fremmøde.
Regionens egen behandlingsenhed skulle i første fase primært levere digitale og online forløb. De private psykologer skulle først og fremmest stå for individuelle forløb og gruppebehandling med fysisk fremmøde.
En behandlingsret med forbehold
Fra 1. oktober får unge i målgruppen en ny ret til hurtig behandling.
Regionen skal senest otte hverdage efter henvisningen oplyse, hvor og hvornår behandlingen kan begynde. Første behandling skal som udgangspunkt ligge inden for 30 dage. Hvis regionen ikke kan overholde fristen, kan den unge få tilbudt behandling hos en privat psykolog, som regionen har indgået aftale med.
Men beslutningsgrundlaget beskriver også, hvad der sker, hvis den private psykolog ikke kan begynde behandlingen hurtigere end regionen:
Så kommer den unge på venteliste til regionens tilbud.
Pressemeddelelsen beskrev det mere enkelt: Unge, der bliver henvist af egen læge, får ret til at starte behandling inden for 30 dage.
Det kan endnu ikke konkluderes, at Region Østdanmark ikke vil kunne levere behandlingstilbuddet fra 1. oktober. Regionen kan fortsat nå at finde leverandører gennem den supplerende udbud og indgå andre aftaler.
Men der er en tydelig forskel mellem den usikkerhed, politikerne blev præsenteret for i maj, og det billede, borgerne fik i juni.



