Når sundhedsreformen træder i kraft 1. januar 2027, skal borgerne helst ikke kunne mærke, at ansvaret for en række sundhedsopgaver skifter hænder.
Det er ambitionen i fire fælles pejlemærker, som KL og Danske Regioner nu har sendt ud til kommuner, regioner og sundhedsråd.
Pejlemærkerne handler om en tryg overgang for borgere og medarbejdere, sammenhængende forløb og en fleksibel anvendelse af kapaciteten omkring årsskiftet.
Budskabet er både forståeligt og nødvendigt: Når ansvaret for sundheds- og omsorgspladser, akutsygepleje, patientrettet forebyggelse samt dele af den avancerede genoptræning og specialiserede rehabilitering flyttes fra kommunerne til regionerne, må borgerne ikke falde ned mellem de to systemer.
Men pejlemærkerne afslører også, hvor vanskelig reformens næste fase bliver.
For på den ene side fremhæves behovet for kontinuitet, tydeligt behandlingsansvar og klare kontaktveje. På den anden side lyder opfordringen fra Danske Regioners formand, Peter Westermann, at kommuner og regioner skal finde pragmatiske løsninger uden at hænge sig for meget i, hvem der formelt har ansvaret.
Det kan være en fornuftig tilgang i et mødelokale, hvor to myndigheder forsøger at få en kompliceret overgang til at fungere.
For borgeren er spørgsmålet om ansvar imidlertid ikke en formalitet.
Tre sager – det samme spørgsmål
Det blev tydeligt i flere af de historier, Regional-Indsigt beskrev i sidste uge.
Fra 1. oktober får unge mellem 18 og 24 år med let til moderat angst eller depression ret til at begynde behandling inden for 30 dage. Regionerne har overtaget ansvaret for ordningen og skal opbygge nye behandlingstilbud.
I Region Østdanmark blev modellen i juni præsenteret som en løsning, der kunne give unge hjælp i hele regionen. Men de politiske papirer viste, at forvaltningen allerede inden offentliggørelsen havde advaret om risikoen for utilstrækkelig kapacitet og nye ventelister.
Da de private dele af tilbuddet blev sendt i udbud, kom der tilbud i 32 af 55 geografiske områder. I 23 områder kom der ingen. Regionen har derfor måttet gennemføre en ny procedure.
Rettigheden er vedtaget. Regionen har fået ansvaret. Men det er endnu ikke sikkert, at den nødvendige kapacitet findes overalt.
Kompressionssagen viser en anden variant af det samme problem.
Kommuner har givet afslag på kompressionsprodukter, og i årets første otte måneder er knap 97 procent af de påklagede afgørelser blevet stadfæstet af Ankestyrelsen. Patientforeningen DALYFO anbefaler nu nogle medlemmer at vente med at søge igen.
I mens undersøger Regional-Indsigt, hvordan regionerne håndterer de borgere, der efter et kommunalt afslag henvises mod sundhedsvæsenet. Her findes der både en politisk aftale og et kommende lovforslag. Alligevel befinder borgerne sig lige nu i et vakuum mellem kommune, region og Folketing.
Fertilitetssagen handler ikke om en opgaveflytning, men den rejser det samme grundlæggende spørgsmål om ansvar.
Danske Regioner meddelte, at organisationens bestyrelse havde besluttet en fælles aldersgrænse for mænd i offentlig fertilitetsbehandling. Men sagen blev internt behandlet som en fortrolig orienteringssag, og de enkelte regionsråd havde ikke forinden truffet den politiske beslutning.
Dermed var serviceniveauet tydeligt kommunikeret til borgere og medier, men der tegner sig nu et billede af, at en “privat” interesseorganisation har sat et nationalt serviceniveau, hvor man egentlig kunne forvente, at de lokale regionsråd var indover, inden Danske Regioner meddelte, at nu var den beslutning truffet.
Samarbejdet bliver sat på prøve
De tre sager er forskellige. Men de peger alle mod den fase, som sundhedsreformen nu bevæger sig ind i.
Den politiske retning er i vidt omfang fastlagt. Nu skal rettigheder, aftaler og ambitioner omsættes til kapacitet, visitation, behandling og konkrete afgørelser. Det kræver fleksibilitet.
Kommuner og regioner bliver nødt til at hjælpe hinanden gennem overgangsperioden, også når alle lokale aftaler endnu ikke er på plads. Men fleksibilitet kan ikke erstatte et tydeligt myndighedsansvar.
Hvis en ung person ikke kan få behandling inden for 30 dage, skal det være klart, hvem der skal finde et alternativ. Hvis en borger får afslag på et nødvendigt hjælpemiddel, skal det være muligt at identificere, hvilken myndighed der skal reagere i det nære sundhedsvæsen. Og hvis adgangen til en regional sundhedsydelse begrænses, skal det kunne ses, hvem der politisk har truffet beslutningen.
Ellers risikerer reformens fælles ansvar at blive til et delt ansvar – og i sidste ende til et ansvar, som ingen kan placere.
Det afgørende skifte
Sundhedsreformens næste prøve bliver derfor ikke alene, om kommuner og regioner kan samarbejde smidigt hen over årsskiftet.
Den bliver, om samarbejdet fører til så tydelige aftaler, at borgeren aldrig er i tvivl om, hvem der skal levere hjælpen – og hvem der har ansvaret, når hjælpen ikke kommer.
For myndighederne kan ansvarsgrænsen være noget, man pragmatisk arbejder hen over., men for borgeren er den stedet, hvor en rettighed enten bliver til behandling – eller til endnu en henvisning videre i systemet.
Tre signaler fra reformradaren
Opgaven:
Overgangen skal fungere fra første minut
KL og Danske Regioner har opstillet fire fælles pejlemærker for opgaveflytningen. De handler blandt andet om kontinuitet i borgernes forløb, oplæring af medarbejdere, klare kontaktveje og fleksibel brug af sundheds- og omsorgspladserne omkring årsskiftet.
Signalet: Reformarbejdet er nået fra fordeling af opgaver til planlægning af den konkrete drift. Nu skal principperne omsættes til visitation, vagtplaner, adgang til oplysninger og aftaler om de borgere, der allerede er i et forløb 31. december.
Pengene:
Kapacitet kan ikke vedtages
Region Østdanmarks kommende psykologtilbud viser forskellen mellem en finansieret rettighed og reel behandlingskapacitet. De unge får ret til behandlingsstart inden for 30 dage, men den første udbudsrunde gav ingen tilbud i 23 af 55 geografiske områder.
Signalet: Pengene følger ikke automatisk med som medarbejdere, behandlere eller tilbud i alle dele af landet. Det samme kan blive en udfordring, når sundheds- og omsorgspladser og andre nære tilbud skal løftes til et nyt regionalt niveau.
Ansvaret:
Fælles ansvar kræver en tydelig adressat
Kommuner og regioner opfordres til at finde fleksible og pragmatiske løsninger uden at hænge sig for meget i det formelle ansvar. Samtidig viser både kompressions- og fertilitetssagen, hvor svært det bliver for borgeren, når beslutningsvejen eller myndighedsansvaret er uklart.
Signalet: Samarbejde bliver en forudsætning for reformen, men kan ikke stå i stedet for en klar afgørelse om, hvem der har pligten til at handle – og hvem der kan stilles politisk og administrativt til ansvar.
Ugens spørgsmål
Hvornår bliver de fælles pejlemærker omsat til lokale og offentligt tilgængelige aftaler om visitation, behandlingsansvar og kontaktveje i hvert af de 17 sundhedsråd?
Pejlemærkerne beskriver, hvad borgerne skal opleve. Det næste spørgsmål er, om borgerne, medarbejderne og politikerne også får mulighed for at se, hvem der konkret gør hvad fra 1. januar.
Dokumentation og fordybelse
Fælles pejlemærker for overgangen
KL og Danske Regioner beskriver fire principper for opgaveflytningen: kontinuitet, tryghed for medarbejderne, færre unødige skift og fleksibel anvendelse af kapaciteten.
KL og Danske Regioner udgiver fælles pejlemærker
En behandlingsret møder virkeligheden
Region Østdanmark lovede hurtig psykologhjælp i hele den nye region. De politiske papirer advarede imidlertid om kapacitetsproblemer, og 23 geografiske områder modtog ingen tilbud i den første udbudsrunde.
Regionen lovede hurtig psykologhjælp – egne papirer advarede om ventelister
Når borgeren havner mellem myndighederne
Næsten alle påklagede kommunale afgørelser om kompressionsprodukter bliver nu stadfæstet. DALYFO anbefaler nogle medlemmer at vente med at søge igen, mens den nye lovgivning lader vente på sig.
Patientforening efter nye klagetal: Vent med at søge igen
Når beslutningsvejen bliver uklar
Den fælles aldersgrænse for mænd i offentlig fertilitetsbehandling blev præsenteret som en bestyrelsesbeslutning, men behandlet som en fortrolig orienteringssag. De enkelte regionsråd havde ikke forinden truffet beslutningen.
