Der er kun omkring 50 dage til, at sundhedsreformen træder i kraft. De fire regioner skal overtage opgaver, sundhedsrådene skal udvikle det nære sundhedsvæsen, og betydelige investeringer skal være med til at flytte behandling tættere på borgerne.
Men i sidste uge er et andet spørgsmål rykket frem: Hvor meget sundhed får borgerne egentlig ud af de politiske beslutninger?
Tre historier fra Regional-Indsigt illustrerer, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem de penge, der bliver afsat, de kapaciteter, der bliver planlagt, og de sundhedsydelser, patienterne faktisk kan få.
Der er ikke lagt op til opfølgning
432,5 millioner kroner skal fordeles gennem sundhedsrådene i 2027. Pengene er en del af sundhedsreformens investeringsmotor og skal blandt andet styrke kommunal sygepleje, palliation og andre nære sundhedsindsatser. Men et nyt udkast til revisionsregler rejser spørgsmålet om, hvor langt kontrollen med investeringerne rækker.
Regionernes revisorer skal efter udkastet kontrollere, at der er indgået bindende aftaler, og at pengene udbetales korrekt. Der lægges derimod ikke op til egentlig regional udgiftsopfølgning i kommunerne eller særlige krav om kommunal revision af midlerne.
Det er ikke det samme som, at pengene kan anvendes uden krav. Men det betyder, at den formelle økonomiske kontrol ikke i sig selv dokumenterer, om investeringerne fører til flere eller bedre sundhedsydelser.
Ingen mål for dækning
I Region Østdanmark viser en anden historie, hvor vanskeligt det kan være at omsætte politiske ambitioner til faktisk kapacitet.
En ny aftale mellem regeringen og den kommende region skal styrke lægedækningen. Og der er fremgang i de sjællandske områder, hvor det længe har været vanskeligt at tiltrække praktiserende læger.
Alligevel viser aftalens bilag, at 64 almenmedicinske kapaciteter endnu ikke er i drift i det nuværende Region Sjælland. Det er forskellen mellem den maksimale kapacitetsramme og den faktiske kapacitet – ikke nødvendigvis 64 ubesatte lægestillinger.
Regionen har afsat betydelige midler til at forbedre lægedækningen, men aftalen fastsætter ikke et konkret mål for, hvor mange yderligere kapaciteter der skal være i drift ved udgangen af 2027.
Match mellem økonomi og efterspørgsel
I Region Syddanmark viser stigende udgifter til behandling på privathospitaler en tredje side af den samme problemstilling.
Når regionens egne sygehuse ikke kan behandle patienterne inden for de gældende frister, kan patienterne få ret til behandling hos private leverandører. Dermed kan det regionale budget komme under pres, uden at det nødvendigvis er udtryk for, at patienterne får flere rettigheder eller et højere serviceniveau end planlagt.
Det kan lige så vel være et tegn på, at den offentlige behandlingskapacitet og budgetforudsætningerne ikke er blevet matchet, ift forventet efterspørgsel.
Fælles for de tre historier er, at sundhedsreformens økonomiske og organisatoriske rammer ikke automatisk skaber den kapacitet, reformen skal bygge på.
Det gælder både læger, sygeplejersker, behandlingspladser og de nye indsatser, der skal gøre det muligt at behandle flere patienter uden for hospitalerne.
Et eksempel fra praksis
Ugens fjerde historie peger dog også på, hvordan omstillingen kan se ud i praksis.
En ny ernæringsklinik i Region Midtjylland skal sikre opfølgning på ernæring for omkring 14.000 patienter i overgangen fra hospital til hjem. Her handler den nære sundhed ikke først og fremmest om nye organisatoriske grænser, men om at sikre kontinuitet i konkrete patientforløb.
Det er netop den slags indsatser, der skal blive flere af, hvis sundhedsreformen skal ændre andet end sundhedsvæsenets organisering. Spørgsmålet er derfor ikke alene, om regioner og kommuner får aftaler og vagtdækning på plads inden årsskiftet.
Det er, om de nye politiske og økonomiske rammer også gør det muligt fra første januar at levere den behandling, pleje og opfølgning, som reformen lover borgerne.
Det afgørende skifte
Sundhedsreformen er på vej fra en fase, hvor succes måles på beslutninger, aftaler og fordelte midler, til en fase, hvor resultaterne skal kunne ses i den faktiske kapacitet.
En lægekapacitet på papiret er ikke en læge i konsultationen. En millionbevilling er ikke i sig selv en forbedret sundhedsindsats. Og et regionalt budget kan ikke ophæve patienternes lovbestemte rettigheder.
Reformens næste prøve bliver derfor ikke kun, om ansvaret er placeret korrekt, men om regioner og sundhedsråd kan dokumentere, at beslutningerne fører til mere tilgængelig sundhed for borgerne.
Reform-radar
1. Opgaven – Fra hospital til hjem
En ny ernæringsklinik viser, hvordan opfølgning kan organiseres omkring patientens overgang fra hospital til hjem. Samtidig nærmer overdragelsen af akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser sig.
Hold øje med: Hvem sikrer sammenhængen, når patienten forlader hospitalet, og flere organisationer skal løfte den videre indsats?
2. Pengene – Investering uden fuld udgiftskontrol
Sundhedsrådene skal fordele 432,5 mio. kr. gennem kommunale aftaler i 2027. De foreslåede revisionsregler fokuserer på aftalegrundlaget og den korrekte udbetaling frem for kommunernes faktiske udgifter.
Hold øje med: Hvilke krav stiller sundhedsrådene selv til dokumentation af indsatsernes resultater?
3. Ansvaret – Hvem står på mål for kapaciteten?
Østdanmark overtager en betydelig udfordring med lægedækningen. Samtidig viser Syddanmarks udgifter til privathospitaler, at manglende offentlig behandlingskapacitet kan få direkte økonomiske konsekvenser.
Hold øje med: Bliver de kommende regionale strategier fulgt af mål for faktisk kapacitet og adgang til behandling?
Et ekstra signal fra ugen
Speciallægerne får nye nationale spilleregler. Sundhedsstyrelsen offentliggjorde den 4. november nye nationale retningslinjer for planlægningen af praktiserende speciallægehjælp.
Baggrunden er blandt andet en skæv geografisk fordeling af speciallægerne, hvor hovedstadsområdet og de større byer har langt den største koncentration.
Retningslinjerne forventes formelt at træde i kraft i foråret 2027, og regionernes første nye praksisplaner skal være vedtaget inden 1. juli 2028. Fremover skal Sundhedsstyrelsen godkende planerne.
Det er værd at holde dette spor adskilt fra udfordringerne med almen praksis. Flere praktiserende speciallæger løser ikke i sig selv manglen på adgang til egen læge. Men begge områder bliver afgørende for, om reformen kan mindske de geografiske forskelle i sundhedsvæsenet.
Ugens spørgsmål
Hvornår kan sundhedsrådene sige, at reformens investeringer faktisk har gjort en forskel?
Er det, når pengene er fordelt, og aftalerne er underskrevet? Eller først når flere borgere får adgang til behandling, sygepleje og opfølgning tæt på deres hjem?
Det er den slags spørgsmål, der bliver stadig mere relevant, efterhånden som reformens politiske beslutninger skal omsættes til daglig drift.
Dokumentation og fordybelse
Ugens historier fra Regional-Indsigt:
Eksternt:
Læge i udkanten: »Vi kan ikke vente længere« | Ugeskriftet.dk
