Regeringens udspil til sundhedsreform har skabt blandede reaktioner mellem regioner og kommuner. Overordnet set er parterne positive over for reformen, men i virkeligheden er udspillet blot den lakmustest, der illustrerer hvor langt regioner og kommuner er fra hinanden på en række punkter.
Alene det, at man indførte et afgrænsningscirkulære mellem regioner og kommuner i kølvandet på kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt, giver en indikation på, at vi historisk har haft behov for at klargøre og afgrænse opgaverne mellem de to myndighedsniveauer for at undgå overlap og konflikter i opgavefordelingen.
Har man været ansat i en kommune eller region før kommunalreformen, vil man i dag kunne genkende debatter om for eksempel handicapområdet, som også gav afgrænsningsproblemer tilbage i historisk tid, hvor dele af det lå i amterne.
Det er derfor næppe tilfældigt, at regionerne sammen med Danske Handicaporganisationer (DH), op til reformudspillet har argumenteret for, at en flytning af dele af handicapområdet vil sikre en mere specialiseret og sammenhængende indsats for borgere med komplekse behov.
Et isbjerg af uenigheder
Med regeringens udspil er der så at sige trykket på en gammel konflikt knap, i det nogen vil kalde et storebror – lillebror – forhold.
Det vi tydeligst ser i debatten, er striden om antallet af kommunale medlemmer i de 17 sundhedsråd, hvor der er lagt op til at kommunerne er i mindretal, hvilket skaber frygt blandt kommunerne for, at de ikke vil få tilstrækkelig indflydelse på beslutningerne.
Men under denne frygt for regionernes potentielt kommende magt i de politiske sundhedsråd, ligger der også en række igangværende debatter, som illustrerer, hvilken kampplads de nye sundhedsråd kan blive.
Tre definitioner på akutsygepleje
Regeringen har foreslået, at man flytter den såkaldte akutsygepleje til regionerne, fordi der er en lang række kommuner (under 50.000 indbyggere) der tilsyneladende ikke lever op til Sundhedsstyrelsens standarder. Men hvad er egentlig akutsygepleje?
Ja det er et godt spørgsmål, som regeringen nok burde have afdækket inden deres udspil.
For af den foreløbige debat, kan man forstå, at akutsygepleje er en del af hele ligningen omkring helhedsplejen i kommunerne og hvis man tager den ud, så er der risiko for, at det vil skade den team-tankegang, som ældreminister Mette Kierkegaard har rejst rundt med og næsten bygget den nye ældrelov på.
Samtidig skal man ikke være i tvivl om at akutsygepleje er blevet kommunalt hjerteblod.
I regionalt perspektiv har man taget imod akutsygeplejen med kyshånd ud fra en betragtning om, at der skal være lige adgang til akutsygepleje også i de dele af Danmark, hvor det indtil nu har været svært.
Læs også: Lige adgang til akutsygepleje og små teams er klemt mellem to reformer
Debatten rejser spørgsmålet om, hvorvidt parterne taler om den samme form for akutsygepleje – Et svar der endnu ikke er blevet besvaret, men et stille bud vil være, at de meget forskellige perspektiver i de tre myndigheder (Staten, Regionerne og Kommunerne), vil betyde, at vi også står med tre definitioner på akutsygepleje.
Stikker dybt til regionerne
Som en biting i den store reform på sundhedsområdet vil regeringen fjerne klima- og udviklingsopgaver fra regionerne og flytte ansvar for samarbejdet på tværs af landegrænser til kommunerne.
Læs også: Pengene til et styrket sundhedsvæsen skal bl.a. tages fra regional klimaindsats
Det har naturligvis fået regionerne op ad stolen. Det har taget lidt tid, men i et indlæg i Altinget går Danske Regioners formandskab i brechen for lige præcis disse opgaver med argumentet om, at regionerne igennem årene har bidraget til at hente mange milliarder. De sidste ti år har Danmark opnået 2,24 mia. kr. i EU-finansiering alene fra de internationale programmer, der kaldes Interreg.
Men det ser man ikke som et problem ude i kommunerne.
”De bindinger, der er fra EU på, hvordan grænseoverskridende og interregionale samarbejder kan håndteres, må vi finde løsninger på. Det er teknik. Men vi mener uden problemer, at man kan luge ud i de administrative niveauer,” siger KL`s formand Martin Damm i et indlæg.
Han stikker på mange måder dybt, med sine udtalelser, for ligesom med akutsygeplejen og kommunerne, så skal man ikke tage fejl af, at det regionale udviklingsområde er et hjertebarn, blandt mange regionspolitikere.
Kun deres egen løsning
Situationen bliver ikke bedre, hvis vi tager perspektiverne et spadestik dybere og ned på en konkret case, der har løbet siden 2022.
I sagen om bevilling af kompressionsredskaber til flere tusinde, der aktuelt havner mellem to stole (regioner og kommuner) på grund af en principmeddelelse i Ankestyrelsen, har vi spurgt de to organisationer, hvad der skal til for at løse problemet?
Læs også: Klagesager i Ankestyrelsen om kompressionsredskaber stiger markant
Her mener KL, at man skal dele hjælpemiddelområdet op, så regionerne får de kropsbårne hjælpemidler og kommunerne ”resten”. Regionerne mener omvendt, at det hele skal ligge i regionalt regi.
Det er sigende, at begge parter kun har deres egen løsning og ingen af dem er kommet med forslag til en midlertidig løsning på den helt konkrete udfordring.
Eksemplerne her er med til at underbygge, hvor langt de to myndighedsperspektiver er fra hinanden på en lang række punkter.
Og der findes mange flere derude i den daglige praksis.
Spørgsmålet bliver om regeringen i løbet af forhandlingerne om en sundhedsreform med partierne på Christiansborg, får reduceret snitflade-kamppladserne mellem regioner og kommuner eller om de blot øger antallet?
Læs også: Danske Regioner: Vi skal bruge mindre tid på visitation og mere tid på at hjælpe borgerne
