Skip to main content

I Region Sjælland har man hyret endnu en tidligere hospitalsdirektør i koncernledelsen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Sidst var det Regionsdirektør Mette Touborg, der kom fra en stilling som hospitalsdirektør på Holbæk Sygehus, denne gang kommer den nye koncerndirektør fra Rigshospitalet.

Hans navn er Martin Magelund Rasmussen og han har de seneste år været både vicedirektør og centerdirektør for det såkaldte HovedOrtoCenter.

Det vil sige, den nye koncerndirektør ved ligesom den nye regionsdirektør, hvad det vil sige at drive et hospital og det kan godt vise sig at være en gevinst, for økonomien på de sjællandske sygehuse stikker af. Det viser den seneste økonomiopfølgning.

Læs også: I Region Sjælland har sygehusene udsigt til et underskud på flere hundrede millioner


Forventes at finde nye veje i det vanskelige

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen lægger i sin præsentation af Martin Magelund Rasmussen vægt på hans indsigt netop i sundhedsvæsnet og erfaringer med forandringer set i perspektiv af den sammenlægning, der potentielt er lige om hjørnet med Region Hovedstaden.

”Det kommer til at betyde markante forandringer og ikke mindst en stor, vigtig opgave med at udvikle hele det samlede sjællandske sundhedsvæsen og sikre lighed i sundhed. Martin kommer som ny koncerndirektør til at spille en vigtig rolle i den opgave, som venter os,” siger hun i en pressemeddelelse.

Martin Magelund Rasmussen beskrives af Mette Touborg som en person, der finder nye veje og løsninger igennem det vanskelige, ”Og det er præcis dét, som vi skal lykkes med sammen som organisation i et tæt samarbejde mellem kommuner, regioner, patientorganisationer og resten af sundhedsdanmark – til gavn for borgerne,” lyder det.

Modige beslutninger

Selv kan Martin Magelund Rasmussen ikke forestille sig at være noget mere spændende sted på tærsklen til en sundhedsreform end i Region Sjælland.

”Region Sjælland har de største udfordringer med ulighed i sundhed, mangel på personale, flest ældre og de mest syge borgere. Derfor har regionen også været meget langt fremme med at tænke løsninger på udfordringerne i fremtidens sundhedsvæsen. Den udvikling skal vi nu accelerere med modige beslutninger,” siger han.

Jordbrugsøkonom
Martin Magelund Rasmussen tiltræder den 1. december og er oprindeligt uddannet i jordbrugsøkonomi fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Inden han kom til Region Hovedstaden arbejdede han som fuldmægtig, forsker, specialkonsulent og sekretariatsleder ved Københavns Universitet og som sektionsleder ved EU-Kommissionens delegation i Eritrea.

Den samlede direktion i Region Sjælland udgøres fremover af regionsdirektør Mette Touborg samt koncerndirektørerne Jesper Gyllenborg, Lone Lindsby og Martin Magelund Rasmussen, fremgår det af pressemeddelelse.

Hvilket må betyde, at konstitueret koncerndirektør Lisbeth Iversen og konstitueret koncerndirektør Mikkel Søndergaard træder ud af koncerndirektionen og tilbage i organisationen, hvor de begge kom fra centrale chefposter for godt et år siden.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind