Der var næsten noget befriende uprætentiøst over det greb KL brugte torsdag. I stedet for den klassiske konferenceøvelse, hvor seks tunge stemmer afleverer hver deres powerpoint fra en talerstol, havde KL valgt at iscenesætte den sundheds- og ældrepolitiske sæson som en slags debat i tre akter.
- Først kom “boybandet”.
- Så politikerne.
- Til sidst praktikerne.
Moderatoren, KL-direktør Christian Harsløf, døbte med et glimt i øjet åbningsduoen “to gange Jakob – et boyband”: professor Jakob Kjeldberg og formand for de kommunale velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg.
Det lød som en joke. Men det blev hurtigt tydeligt, at de to Jakob’er ikke var konferencens opvarmningsband. – De var dens virkelighedstjek.
For under diskussionen om sundhedsreform, ældrereform, sundhedsråd og nye styringsmodeller lå en langt mere grundlæggende erkendelse og dirrede: Der er ganske enkelt ikke medarbejdere nok til det velfærdssamfund, Danmark har bygget op.
Og hvis reformerne skal lykkes, handler det mindre om strukturdiagrammer – og langt mere om kultur, samarbejde og forventningsafstemning med borgerne.
“Elefanten i rummet”
Kjeldberg lagde brutalt ud.
Danmark kommer til at mangle omkring 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere i de kommende år, mens der samtidig vil være et overskud af både sygeplejersker og læger.
Det var, sagde han, “elefanten i rummet”.
Og hans kritik var skarp: Sundhedsreformen arbejder med hårde styringsgreb og økonomiske incitamenter, mens ældrereformen i høj grad bygger på “bløde virkemidler” som frisættelse, faste teams og helhedspleje.
Problemet er bare, lød hans analyse, at ingen for alvor taler om, hvem der faktisk skal udføre arbejdet.
Det blev en af debattens gennemgående understrømme: Alle taler om reformer. – Næsten ingen taler om grænserne for arbejdsstyrken.
Jakob Kjeldberg sagde det næsten brutalt ærligt: “Ingen politikere vinder valg på at fortælle vælgerne, at de måske selv må tage et større ansvar for deres gamle mor i fremtiden.”
Kommunernes virkelighed
Ved siden af forskeren stod Velfærdsdirektøren i Køge Kommune – Embedsmanden i det nære kommunalvæsen.
Jakob Bigum Lundberg talte ikke om modeller, men om medarbejdere, pårørende og morgenmøder ude i hjemmeplejen.
Han beskrev etableringen af faste teams som den største omstilling af ældreplejen i årtier. Men samtidig advarede han om, at reformen kræver noget helt nyt af medarbejderne: Mindre minutstyring. – Mere fagligt skøn – Flere svære samtaler med borgere og pårørende.
Det var ikke bare en strukturændring. Det her er et tillidseksperiment, måtte man forstå.
Jakob Lundberg leverede samtidig en af debattens skarpeste advarsler:
“Det har jo været sådan et wake-up call for mange kommunale deltagere at komme ind i det her regionale styringsrum, som kan virke meget centraliseret og i virkeligheden også meget lukket i forhold til den måde, som vi har budgetprocesser på i kommunerne,” sagde han og pegede på, at det her med en høringsproces, som man er vant til fra kommunalside, det har man ikke i samme omfang i regionerne.
Det kunne på sigt føre til, at sundhedsrådene endte med en symbolsk samarbejdsform, hvis regioner og kommuner ikke lærer at forstå hinandens virkelighed, “Og hvad der er meget værre – det er, at hele reformen kunne ende med det Jakob Lundberg beskrev som “quiet quitting” fra kommunernes side”, hvor man ganske enkelt trak sig langsomt, ved fx at sende suppleanterne.
Som Jakob Lundberg udtrykte det: Et hospital fungerer kun, hvis der er en ældrepleje, der kan tage imod patienterne bagefter.
Politikerne forsøgte at tegne vejen ud
Efter boybandets analyse kom reformernes politiske forsvarere på scenen i form af Dorte West, formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg og Danske Regioners formand, Mads Duedahl.
Interessant nok gik de ikke i direkte opposition til kritikken. Tværtimod accepterede de langt hen ad vejen diagnosen: Arbejdskraftmanglen er reel. – Sammenhængen mellem sektorerne er skrøbelig. – Og reformerne bliver vanskelige at implementere.
Men hvor Jakob’erne tegnede krisen, forsøgte politikerne at tegne løsningen.
West pegede på, at kommunerne allerede er i fuld gang med omstillingen til tværfaglige teams, og at flere faggrupper nu arbejder tættere sammen omkring borgerne.
Hun gjorde samtidig medarbejdernes trivsel og ledelse til en politisk kerneopgave: Hvis reformerne skal lykkes, kræver det ledere tæt på medarbejderne og arbejdspladser, hvor fagligheden kan udfolde sig, lød det.
Mads Duedahl forsøgte samtidig at bygge bro mellem kommuner og regioner og afvise forestillingen om, at sundhedsreformen blot er en centraliseringsøvelse.
Læs også: Duedahl: Sundhedsrådene må ikke blive til 17 sogneråd
“Jeg plejer at sammenligne det her med et sammenskudsgilde, hvor regionerne er vært, men hvor alle kommer med et bidrag til middagen alle tager penge med til bordet i både regioner og kommuner, så derfor har vi alle en fælles forpligtigelse på, at det bliver en god aften.”
Hans budskab var, at reformen netop forsøger at flytte sundhed tættere på borgerne og væk fra de store hospitaler.
Praktikerne bragte debatten ned på gulvet
Til sidst kom dem, der skal få det hele til at fungere i praksis: Sektorformand i FOA, Tanja Nielsen og Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Danbjørg.
Og her ændrede debatten karakter.
Pludselig handlede det ikke længere om reformarkitektur, men om:
- vagtskemaer,
- nye ledere,
- datasystemer,
- faglige hierarkier,
- og medarbejdere, der skal finde ud af, hvem de egentlig arbejder sammen med i morgen.
Begge var grundlæggende positive over for de tværfaglige teams i kølvandet på ældrereformen.
Men de leverede også debattens måske vigtigste advarsel: Nye organisatoriske snit kan skabe nye huller i samarbejdet.
Særligt flytningen af akutsygeplejen fra kommuner til regioner bekymrer dem. For hvad sker der med sammenhængen omkring borgeren, hvis:
- Kommunens hjemmesygepleje kommer,
- Regionens akutsygepleje kommer,
Men ingen af dem reelt arbejder i samme it-system?
I et efterfølgende interview med Regional-Indsigt gik Tanja Nielsen endnu længere.
Her pegede hun på det, hun ser som reformernes potentielle sammenbrudspunkt: IT-systemerne.
Kommunale og regionale datasystemer taler stadig ikke ordentligt sammen, forklarede hun, og når akutsygeplejersker organisatorisk flyttes til regionerne, mister de samtidig adgang til vigtig viden om borgernes hverdag.
Det er, sagde hun, ganske enkelt et “must have”, at systemerne begynder at hænge sammen.
Hun pegede også på noget, de øvrige debattører kun strejfede: At reformerne ikke kun handler om organisation, men også om kultur og faglige hierarkier.
Debattens egentlige pointe
Det mest interessante ved KL’s debat var måske netop formen.
Ved at lade:
- eksperter analysere,
- politikere reformulere,
- og praktikere virkelighedsteste,
…blev det tydeligt, hvor kompleks reformopgaven egentlig er.
Ingen på scenen afviste reformerne. – Ingen sagde, at status quo var holdbart. – Men alle kredsede om den samme erkendelse: At fremtidens sundheds- og ældreområde ikke kan bygges alene med flere planer, flere råd og flere strukturændringer.
Det kommer til at afhænge af, om man kan skabe:
- tillid mellem sektorer,
- respekt mellem fagligheder,
- og sammenhæng omkring borgeren.
Debatten begyndte med et “boyband”.
Den sluttede som en diskussion om, hvorvidt velfærdsstaten stadig kan hænge sammen, når opgaverne flytter ud i borgernes hjem – men medarbejderne, systemerne og kulturerne endnu ikke helt er flyttet med.
Og her er det værd at bemærke, at vi kun lige har 8 måneder, inden eksempelvis den regionale akutsygepleje skal være etableret og klar til at samarbejde på alle planer i det nærer sundhedsvæsen.
