Regeringen melder nu klart ud: ”Mange sygeplejersker er vendt tilbage til hospitalerne, og sundhedsvæsnet står et langt bedre sted,” siger Sophie Løhde (V) i Berlingske.
I artiklen er hovedfokus på sygeplejerskerne, som for år tilbage forlod sygehusene. Nu konstaterer man, at antallet af forgæves rekrutteringsforsøg er faldet markant, og Region Hovedstaden alene har fået knap 400 flere sygeplejersker siden 2022.
Men siden dengang har vi haft åbne sluser for udenlandske sygeplejersker – ofte fra lande langt uden for Europa.
I Berlingske fremstilles formålet med et nyt lovudspil fra regeringen, at man vil afværge udenlandske sygeplejersker flytter til Danmark på baggrund af “falske forhåbninger”.
Læs også: Øget rekrutteringsindsats har givet bonus i Region Hovedstaden
I Dansk Sygeplejeråd er forkvinde Dorthe Boe Danbjørg glad for, at politikerne med kvoteordningen vil sætte en stopper for, at udenlandske sygeplejersker forgæves kommer til Danmark for at få job.
Men mens man taler sygeplejersker, glemmer man en anden krise
Men hov, hvor er omtalen af SoSU-assistenterne og den massive mangel vi står lige midt i? Den nævnes næsten som en bisætning mod slutningen af artiklen.
Det er som om, at sygeplejersker fylder forsiderne på de ikke specialiserede medier, når vi adresserer problemer i sundhedsvæsnet. Til gengæld kan man så sige, at SoSu-krisen fylder hverdagen, når vi på Regional-Indsigt taler med praksis.
Ifølge regeringens udspil vil vi om få år mangle omkring 15.000 uddannede social- og sundhedsassistenter. Det er her, det brænder – både i kommunernes hjemmepleje, hvor antallet af +85-årige borgere fordobles, og i regionerne, når nye opgaver skal overtages fra kommunerne som led i sundhedsreformen.
En differentieret model
Lovudkastet lægger op til, at kvoterne kan fastsættes for hver enkelt sundhedsfaglig gruppe under autorisationsloven – herunder også social- og sundhedsassistenter – afhængigt af det aktuelle og forventede behov i kommuner og regioner
Det betyder, at regeringen ikke kun tænker i et generelt stop, men i en differentieret model, hvor nogle faggrupper (fx sygeplejersker) kan få kvoten sat til nul, mens andre grupper, hvor der er mangel (fx SoSu), kan have en åben kvote eller undtages helt.
Der er også indbygget mulighed for undtagelser, f.eks. hvis en ansøger har en konkret evalueringsansættelse (“shortcut-ordningen”) eller kommer via en partnerskabsaftale med et tredjeland
Kort sagt: Regeringen har tænkt modellen, så der kan være plads til at tilgodese rekruttering af SoSu-assistenter, selv hvis andre grupper mødes af et stop.
Man kunne i den forbindelse ønske sig, at ministeren arbejdede mere målrettet på, at udenlandske sygeplejersker, der gerne vil til Danmark for at arbejde, bliver opmærksomme på, at de måske lettere kan blive godkendt som autoriseret SoSu i stedet for sygeplejerske.
Set fra min pind svarer en udenlandsk sygeplejeuddannelse ofte til det vi sætter af krav stil en dansk SoSu – assistent.
Vi kunne herved undgå at afvise udenlandske uddannede sygeplejersker og dække det rekrutteringshul vi har/får på SoSU-området.