Da Sundheds- og Indenrigsminister Sophie Løhde (V) i midten af januar afgav tre supplerende svar til Folketingets Sundhedsudvalg om innovation i regionerne, stillet af Per Larsen (K), var det på papiret en redegørelse for både omfang, effekt og skalering.
Men i praksis tegner svarene et andet billede: Et område, som politisk tillægges stor betydning – men som hverken ministeren eller regionerne reelt kan gøre rede for.
Ligger ikke inde med data
På spørgsmålet om, hvor mange innovationsprojekter regionerne har iværksat de seneste fem år, og hvor mange der er skaleret, er svaret klart – men ikke i den forstand, spørgeren havde håbet.
Ministerens svar, baseret på bidrag fra Danske Regioner, fastslår, at der gennemføres ”et stort antal innovationsprojekter”, men at ”det præcise antal ikke kan opgøres fuldkomment”. Begrundelsen er velkendt: innovation er bredt defineret, drives decentralt og registreres forskelligt – eller slet ikke – på tværs af hospitaler og regioner.
Det samme gør sig gældende for skalering. Ministeren oplyser, at regionerne ikke ligger inde med data, og at skalering sjældent sker som direkte overførsel, men snarere som inspiration og lokal tilpasning. Dermed bliver også dette spørgsmål reelt ubesvaret.
I et tredje svar, om effekt og value for money, anerkendes det, at innovationsprojekter ofte giver positive kliniske, borgernære og medarbejderrettede gevinster. Men her indsættes en central forbeholdssætning:
Der er ”vanskeligt at måle en direkte og lineær sammenhæng mellem antallet af innovationsmedarbejdere, antallet af projekter og den samlede effekt for sundhedsvæsenet”
Det fremgår samtidig af et af svarene, at man reelt ikke kan udpege en gruppe medarbejdere blandt regionernes tusindevis af medarbejdere som innovationsmedarbejdere.
”Det præcise antal innovationsmedarbejdere i regionerne er vanskeligt at opgøre. Innovation er en kerneopgave i sundhedsvæsenet. Derfor bidrager mange forskellige medarbejdere til innovationsarbejdet i større eller mindre grad uden nødvendigvis at have en formel stillingsbetegnelse, hvor innovation indgår, eller hvor innovation udgør deres primære arbejdsopgave,” har Danske Regioner skrevet til ministeren
Hvad siger ministeren ikke?
Det mest markante i svarene er ikke det, der siges – men det, der udelades.
Ministerens svar indeholder:
- ingen opgørelser
- ingen prioritering af innovationsindsatsen
- ingen vurdering af, om ressourcerne anvendes hensigtsmæssigt
- ingen refleksion over, om manglen på data i sig selv er et styringsproblem
I stedet peges der fremad. Gentagne gange fremhæves etableringen af Nationalt Center for Sundhedsinnovation som det greb, der skal styrke skalering og national sammenhæng. Dermed bliver svarene mindre en status og mere en henvisning til et kommende løsningsrum.
Hvorfor kan hun ikke svare?
Ser man ministerens svar i lyset af to tidligere analyser i Regional-Indsigt, fremstår manglen på svar ikke tilfældig, men strukturel.
I analysen “Nationalt innovationscenter kan løfte regionale sundhedsprojekter til nyt niveau” pegede Regional-Indsigt på, at innovationsprojekter i sundhedsvæsenet i årevis har haft karakter af lokale pilotforsøg, der sjældent løftes i fællesskab. Pointen var, at fraværet af national koordinering og beslutningskraft netop har efterladt innovation i et postnummer-lotteri, hvor gode løsninger ikke systematisk implementeres på tværs
Den anden artikel, “Læger kritiserer hospitalsledelserne for at kvæle innovation med økonomisk silotænkning”, går et spadestik dybere. Her beskrives, hvordan innovationsprojekter ofte strander – ikke fordi de mangler effekt, men fordi gevinster og omkostninger falder i forskellige organisatoriske siloer. Når én afdeling skal investere, mens en anden høster gevinsten, forsvinder incitamentet til handling. Resultatet er, at selv veldokumenterede løsninger ikke skaleres
Set i det lys bliver ministerens manglende svar et spejl af systemet: Der findes ganske enkelt ingen samlet styringslogik, som kan levere de svar, Folketinget efterspørger.
Et innovativt styrings-tomrum
Ministerens svar illustrerer dermed et centralt paradoks i sundhedsvæsenets innovationspolitik: Innovation fremhæves som afgørende for kvalitet, effektivitet og bæredygtighed – men området er hverken systematisk kortlagt, prioriteret eller fulgt op med fælles målemetoder.
Når svarene igen og igen ender i formuleringer om, at noget ”vurderes som betydeligt” eller ”opleves som værdiskabende”, men ikke kan dokumenteres eller opgøres, er det ikke blot et teknisk problem. Det er et styringsproblem.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om et nationalt center kan skabe bedre skalering fremover – men om der samtidig er politisk vilje til at ændre de ledelses- og incitamentsstrukturer, som i dag gør det umuligt at svare på de mest grundlæggende spørgsmål om innovation i sundhedsvæsenet.
