Der er optimisme at spore i Region Sjælland. I en pressemeddelelse fortæller regionen, at 17 nye praktiserende læger er på vej til områder med lægemangel. Det er ifølge regionen resultatet af en målrettet indsats gennem de seneste tre måneder.

“I alt 17 nye læger slår dørene op i områder af Region Sjælland, hvor der mangler almen praktiserende læger,” fremgår det af pressemeddelelsen.

Regionsrådsformand Trine Birk Andersen kalder udviklingen historisk:

“Vi sætter alle sejl ind for at sikre, at alle har lige og nem adgang til egen læge. Det er enormt positivt, at 17 nye læger kan se det meningsfulde i at være læge dér, hvor behovet er allerstørst. Det tyder på, at den målrettede indsats har en effekt,” siger hun.

Tilgangen betyder bl.a., at Greve Kommune ikke længere er et prioriteret lægedækningsområde.

Men hvor langt bringer 17 nye læger egentlig regionen?

68 ledige kapaciteter – selv efter de 17

Ser man på regionens egen opgørelse over ledige 0-kapaciteter (kapaciteter uden patienter), er der fortsat et betydeligt antal ubesatte pladser.

Ifølge regionens hjemmeside er der aktuelt følgende ledige kapaciteter:

  • Guldborgsund: 10
  • Kalundborg: 13
  • Lolland: 6
  • Næstved: 10
  • Odsherred: 9
  • Ringsted: 3
  • Slagelse: 4
  • Sorø: 1
  • Stevns: 5
  • Vordingborg: 7
  • Faxe: 1

I alt 68 ledige kapaciteter

Tallene kan ændre sig i takt med, at ansøgninger behandles, men opgørelsen illustrerer, at selv med 17 nye læger er regionen langt fra at have “solgt” alle de kapaciteter, man har slået op.

Det er værd at bemærke, at ti af de 17 nye læger starter i helt nye praksis, mens syv udvider eksisterende klinikker

De begynder alle med nul patienter og skal derfor først opbygge deres patientgrundlag.

Den lange vej: Fra ambition om 56 flere læger til realitet

Baggrunden er en politisk ambition om 56 flere praktiserende læger inden udgangen af 2026, som blev indskrevet i budgetaftalen for 2026. 

For at nå målet lancerede regionen i november en markant økonomisk gulerod: Speciallæger i almen medicin kan nemlig få op til 1,25 mio. kr. per ny kapacitet i ni udvalgte kommuner, fremgår det af en pressemeddelelse fra dengang.

Her lød det fra Trine Birk Andersen:

“Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få flere praktiserende læger. Jeg håber, at denne økonomiske gulerod er med til at overbevise dem, der overvejer at blive praktiserende læge i Region Sjælland,” sagde hun.

Derudover har regionen indsat pendlerbusser, der gør det muligt at arbejde til og fra arbejde. Senest er der her i februar åbnet en buslinje fra Høje-Taastrup til Nykøbing Sjælland i Nordvestsjælland.

Læs også: Lægedækningen skal sikres på hjul – Region udvider busordning 

Nu kan regionen altså pege på 17 nye læger på tre måneder. Men ambitionsniveauet er højt, og behovet stort.

I pressemeddelelsen fra februar anerkender regionsrådsformanden selv, at opgaven langt fra er løst:

“Vi skal lykkes med at sikre en mere retfærdig lægedækning, og vi har stadig noget vej at gå, inden vi kan sige, at vi er i mål,” siger Trine Birk Andersen

National regulering 

Rekrutteringsindsatsen sker samtidig i kølvandet af den nationale sundhedsreform, hvor regionen det første halvår af 2025 fik noget der lignede en eksklusivret til at oprette lægekapaciteter i kommuner med svagest lægedækning, hvor andre områder/regioner måtte vente.

Det så ikke ud til at give den store effekt.

Læs også: Analyse: Region Sjælland har reelt opgivet tanken om nye praktiserende læger 

Region Sjælland er stadig blandt de regioner, hvor en række kommuner er udpeget som særligt prioriterede og selv efter mere end et år, med særlig indsats fra staten og lokale bonus- og busløsninger, er det først nu, det ser ud til at rykke.

Fremgang – men ikke i mål

Region Sjælland har i dag 512 lægekapaciteter fordelt på 223 klinikker

Med 17 nye læger kan regionen med rette tale om fremgang. Men regnestykket er brutalt enkelt: 17 nye læger holdt op mod 68 fortsat ledige kapaciteter.

Det er et skridt i den rigtige retning – og et politisk vigtigt signal om, at milliontilskud og pendlerbusser virker.

Men hvis alle kapaciteter skal i spil, kræver det, at tempoet fastholdes – og måske øges. – Som regionsrådsformanden selv konstaterer: Der er stadig “noget vej at gå”.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv Regional-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind