Noget af det mest bemærkelsesværdige ved regeringsgrundlaget er det, der ikke står. Der er ingen forslag om at ændre regionernes eksistensgrundlag. Ingen ny sygehusstruktur. Ingen større ændringer af sundhedsreformen.
Det kan læses som et signal om, at regeringen nu ønsker at flytte fokus fra reformdesign til implementering.
Sundhedskapitlet tager udgangspunkt i ambitionen om: “fri og lige adgang til hurtig behandling af høj kvalitet ved sygdom.”
Men hvor tidligere regeringer har brugt regeringsgrundlag til at varsle nye strukturændringer, synes ambitionen denne gang i højere grad at være at få de allerede vedtagne reformer til at fungere i praksis.
For regionerne betyder det sandsynligvis, at de kommende år kommer til at handle mere om drift, organisering og implementering end om nye organisatoriske omvæltninger.
Socialområdet rykker tættere på sundhedsrådene
Flere af regeringens initiativer ligger i grænsefeltet mellem social- og sundhedsområdet.
Der skal blandt andet etableres: “en ny mulighed for en familiepakke, der skal sikre en sammenhængende og tværgående indsats for familier, hvor børn og unge rammes af alvorlig mistrivsel og langvarigt skolefravær,” skriver man i regeringsgrundlaget.
Samtidig varsles initiativer om plejefamilier, udsatte børn, psykisk mistrivsel, vold mod børn og unge med særlige behov.
Man vil nemlig gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde og “som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne, hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd,” skriver man og det stopper ikke her.
Regeringen vil nemlig også have belyst, om opgaver inden for social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene.
Spørgsmålet er, om regionernes rolle på det specialiserede socialområde vil vende tilbage til den position man havde før kommunalreformen i 2007?
Psykiatri: Ikke en reform – men et tydeligt signal
Psykiatrien fylder ikke som selvstændigt kapitel, men den dukker op mange steder.
Eksempelvis skriver regeringen om: “familier, hvor børn og unge rammes af alvorlig mistrivsel og langvarigt skolefravær.”
Der afsættes også flere ressourcer til unge med psykiske diagnoser, og store dele af børne- og ungekapitlet kredser om mistrivsel, psykisk sundhed og forebyggelse. Herudover vil man gennemføre en akutplan, der skal nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien ved f.eks. brug af voksenpsykiatere for de ældste unge,
Det interessante er, at regeringen ikke varsler en ny psykiatriplan.
Det kan læses som et signal om, at man ønsker at bygge videre på de eksisterende psykiatriaftaler fremfor at starte forfra.
Tandpleje: Den største sundhedsnyhed uden for hospitalerne
Hvis man alene ser på sundhedspolitik, kan tandplejen faktisk vise sig at være en af de største nyheder. I indledningen skriver regeringen: “Vi har den ambition, at tandpleje skal være gratis for hele befolkningen. Og vi starter med at gøre det for sårbare grupper og førtidspensionister.”
Det er en ganske markant ambition og bemærk at det kaldes en ambition. Det er et signal om, at der ikke findes en aftale som er slået ind med søm.
Men for første gang lægges der op til en bevægelse mod noget, der minder om universel offentlig tandpleje og for regionerne rejser det en række interessante spørgsmål:
- Skal regionerne spille en rolle?
- Skal der etableres nye regionale tandtilbud?
- Hvordan skal samarbejdet med privatpraktiserende tandlæger se ud?
- Hvordan finansieres udvidelsen?
Det er spørgsmål, regeringsgrundlaget ikke besvarer.
Men ambitionen er så markant, at den næsten fortjener sit eget spor.
Flerårige økonomiaftaler kan ændre regionernes styringsvilkår
Et af de mere konkrete regionale spor findes i kapitlet om det lokale Danmark.
Regeringen vil nemlig: “give kommuner og regioner større økonomisk frihed og understøtte muligheden for en mere langsigtet økonomisk planlægning ved at overgå til flerårige økonomiaftaler og derved flerårige budgetter.”
Forslaget fylder kun få linjer i regeringsgrundlaget. Men hvis det realiseres, kan det få stor betydning for regionernes muligheder for at planlægge investeringer, personaleindsatser, sygehusbyggerier og digitalisering.
Det er samtidig et ønske, som både regioner og kommuner har fremført gennem en årrække.
Kunstig intelligens og digitalisering
Digitalisering er et af de områder, der fylder mest i regeringsgrundlaget.
Regeringen vil etablere: “et nationalt digitalt partnerskab med stat, kommuner, regioner, erhvervsliv, forskningsmiljøer, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund,” skriver man.
Samtidig varsles en mere strategisk tilgang til kunstig intelligens, digital suverænitet og teknologisk udvikling. For regionerne er det særligt interessant, fordi hospitalerne allerede i dag er blandt landets største brugere af sundhedsdata, digitale løsninger og avanceret teknologi.
Hvis digitalisering bliver et nyt nationalt reformspor, kommer regionerne næsten uundgåeligt til at spille en central rolle.
Grøn omstilling får betydning for hospitalernes hverdag
Grøn omstilling beskrives som en af regeringens store ambitioner.
I indledningen taler regeringen om: “massive investeringer i både produktion af vedvarende energi og i den infrastruktur, der skal forsyne danske virksomheder, forbrugere og nabolande med ren grøn energi.”
Samtidig varsles en: “national strategi for råstoffer og cirkulær økonomi.”
Ved første øjekast ligner det statslig eller kommunal politik, men regionerne driver nogle af landets mest energiintensive bygninger og står bag milliardinvesteringer i sygehuse, medicoteknik og anlæg.
Derfor kan energi, råstoffer og cirkulær økonomi hurtigt blive mere end blot klimapolitik. Det kan blive en del af regionernes daglige drift og fremtidige investeringsstrategier.
Regionerne får arbejdsro – men ikke nødvendigvis større indflydelse
Når regeringsgrundlaget læses samlet, tegner der sig et interessant billede. Kommunerne får en institutionsreform, nye frihedsgrader, planlovsændringer og en kommende udligningsreform.
Regionerne får ingen tilsvarende store projekter, hvis man ser bort fra det som kunne ligge i tankerne om socialområdet.
Til gengæld er der heller ingen forslag, som udfordrer regionernes eksistens eller grundlæggende rolle. Måske er det netop budskabet.
Mens kommunerne står foran nye reformer, ser regionerne ud til at blive placeret i implementeringssporet.
Det gælder sundhedsreformen, lægereformen, etableringen af sundhedsråd og ikke mindst fusionen mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark.
Set fra regionalt perspektiv kan regeringsgrundlaget derfor læses som et signal om stabilitet. Ikke fordi der mangler udfordringer, men fordi regeringen i første omgang synes mere optaget af at få de store reformer til at virke end af at lancere nye.
