Da regeringen, KL og Danske Regioner i december 2025 indgik en aftale om kompressionsprodukter, var ambitionen klar: Borgere skulle ikke længere sendes rundt mellem kommune og region i jagten på de hjælpemidler, de har brug for. Regional-Indsigt beskrev dengang, hvordan aftalen skulle sikre, at “borgeren ikke længere skal være kastebold i hverdagen mellem kommune og region”.
Men et halvt år senere er optimismen hos Dansk Lymfødemforening DALYFO afløst af bekymring.
På Folkemødet deltager foreningens formand Helle Petersen i en debat om kompressionsområdet under overskriften “Kompressionsbrugere er fanget mellem region og kommune”, hvor arrangørerne peger på, at borgere fortsat oplever, at adgangen til hjælpemidler afhænger af postnummer frem for behov.
Fra optimisme til mareridt
Ifølge Helle Petersen troede mange patienter og pårørende, at decemberaftalen ville skabe den nødvendige afklaring. Men sådan er det ikke gået.
“Vi var jo megaoptimistiske i december måned, hvor det så lyst ud efter aftalen, men vi oplever simpelthen bare, at det er blevet værre siden da.”
Hun fortæller, at DALYFOs socialrådgiver tidligere kunne hjælpe medlemmer med at navigere i kommunernes vurderinger og klagesager. Det er blevet langt vanskeligere.
“Her i 2026 er antallet af medlemmer, der får afslag og kontakter hende, simpelthen eksploderet.”
Og konsekvensen er ifølge formanden, at der i dag er langt mindre bevægelsesrum end tidligere.
“Hvis vi syntes, det var slemt for halvandet eller to år siden, så er vi langt forbi det. 2026 har simpelthen været et mareridt,” konstaterer Helle Petersen
Juraen blev afklaret – men løste ikke problemet
Kompressionsområdet blev i december yderligere præget af, at Ankestyrelsen ophævede den såkaldte principmeddelelse 4-24.
Læs også: Ankestyrelsen ruller praksis tilbage
Hvor kommunerne tidligere skulle handle i tvivlstilfælde, fordi de var “tættest på borgeren”, slog Ankestyrelsen efter en ny juridisk vurdering fast, at kommunerne ikke længere må bevilge kompressionsprodukter, før det er afklaret, om regionen har ansvaret. Dermed blev kommunernes handlemuligheder i tvivlssituationer væsentligt indskrænket.
Regional-Indsigt beskrev dengang, hvordan konsekvensen kunne blive længere sagsbehandling og flere afklaringssager mellem myndighederne.
For Helle Petersen er det netop det, medlemmerne oplever.
“Det er tydeligt, at patienter i en række kommuner svæver rundt i ingenmandsland, fordi den politiske aftale fra før jul ikke er endeligt vedtaget, men virkningerne af ophævelsen af principafgørelse 4-24 slår helt igennem. Kommunerne peger på regionerne, og regionerne ved ikke helt, hvordan de skal håndtere det her. Det hele er ligesom oppe i luften.”
Kvinde mistede bevilling efter 24 år
Under interviewet peger Helle Petersen på en konkret sag, som efter hendes vurdering illustrerer problemets omfang.
En kvinde, der siden 2002 havde fået bevilget kompressionshjælpemidler, fik i marts 2026 afslag fra kommunen.
Ifølge Helle Petersen anerkendte kommunen samtidig, at konsekvenserne kunne være omfattende:
“Kommunen anerkender i afslaget, at konsekvenserne af den manglende kompression vil være, at kvinden skal ligge ned mange timer om dagen på grund af hævelser og smerter, at hun vil skulle begynde at bruge ble, at hun ikke længere vil kunne udføre husarbejde eller passe sit arbejde.”
Alligevel blev ansøgningen afvist med henvisning til, at der nu var tale om behandling og dermed et regionalt ansvar.
Kvinden klagede, men Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen i sidste måned.
“Så nu har hun kun regionen, hvor jeg tænker de må blive væltet omkuld af borgere der for længst er færdigbehandlede,” siger Helle Petersen.
Hvis ikke regionen vil betale er alternativet at kvinden selv må betale, hvilket kommunen da også har fortalt kvinden er en mulighed, efter at hun i 24 år har fået sit kompressionsredskab gratis fra kommunen
Frygter regningen flytter sig
For DALYFO handler sagen ikke kun om kompressionsredskaber. Foreningen frygter, at manglende adgang til kompression fører til forværring af sygdom, tab af arbejdsevne og flere sociale ydelser hos en lang række af medlemmerne.
“Det vi ser er, at der er nogle, som har været på fleksjob, som nu søger førtidspension, og der er nogle, der før har kunnet passe et arbejde, som nu kommer til at søge et fleksjob,” siger Helle Petersen og fortsætter:
“Husk på at mange af vores medlemmer er erhvervsaktive kvinder, der har fået lymfødem efter en kræftsygdom. De har mange år tilbage på arbejdsmarkedet og som skatteydere, hvis ellers de får de afgørende kompressionshjælpemidler,” .
Det er netop en af de problemstillinger, der også fremhæves i Folkemødets debatoplæg, hvor der advares om, at manglende adgang til kompressionshjælpemidler kan føre til “forværring af sygdommen, tab af funktions- og arbejdsevne, lavere livskvalitet – og højere omkostninger for samfundet.”
To budskaber til politikerne
Når Helle Petersen lørdag går på scenen i Allinge, har hun især to budskaber med. Det første er, at faglige vurderinger skal veje tungere end økonomiske hensyn.
“Sundhedsfaglige vurderinger skal komme før økonomi. Læger og lymfødemterapeuters vurderinger skal respekteres,” slår hun fast.
Det andet er, at hele opdelingen mellem hjælpemiddel og behandling bør gentænkes.
“Vi skal væk fra den her skelnen mellem hjælpemiddel og behandling,” siger Helle Petersen.
Hun peger på, at kompression i praksis er begge dele på samme tid, og at patienterne derfor bliver fanget i en juridisk gråzone.
“Det kan simpelthen ikke være patienternes opgave at skulle sidde og navigere i det.”
Optimismen er blevet afløst af skepsis
I det nye regeringsgrundlag nævnes området fortsat som en del af arbejdet med at skabe en mere entydig model på hjælpemiddelområdet.
Men hvor Helle Petersen tidligere har været blandt de optimistiske stemmer i debatten, er hun denne gang mere afventende.
“Det kan godt være, at det står i regeringsgrundlaget, men jeg skal se det, før jeg tror det,” slutter hun.
Det er derfor også med en blanding af håb og skepsis, at DALYFO nu tager diskussionen med til Folkemødet.
For selv om juraen er blevet afklaret på papiret, oplever patientforeningen fortsat, at mange borgere befinder sig præcis dér, hvor politikerne lovede, de ikke længere skulle være: Midt mellem kommune og region.
