Når 179 kommunale midlertidige pladser i Østsjælland og på øerne fra årsskiftet bliver til regionale sundheds- og omsorgspladser, er planen at de skal omfattes af en ny fælles lægeordning.
Det fremgår af en sag, som det forberedende Sundhedsråd Østsjælland og Øerne skal behandle den 23. oktober.
Administrationen foreslår her, at Sjællands Universitetshospital får ansvaret for lægedækningen på pladserne, som er fordelt mellem ni kommuner. Modellen får et årligt budget på knap 8,9 mio. kr. og skal blandt andet omfatte 4,6 speciallægeårsværk, tre sygeplejersker og to sekretærer.
Speciallægerne skal efter planen være fysisk til stede på de enkelte sundheds- og omsorgspladser en til to gange om ugen. Derudover etableres telefonisk lægefaglig rådgivning. Akutte henvendelser mellem klokken 15 og 08 skal håndteres gennem de eksisterende lægevagtsfunktioner på Sjællands Universitetshospital i Køge og Nykøbing Falster.
Lægehjælp er ikke ny
Borgere på de nuværende kommunale midlertidige pladser har også i dag adgang til læge. Det kan blandt andet ske gennem borgerens egen praktiserende læge, telefonisk kontakt eller sygebesøg. Det nye er derfor ikke selve adgangen til en læge, men organiseringen og ansvarsplaceringen.
Sundhedsreformen stiller krav om fasttilknyttet lægedækning på de kommende sundheds- og omsorgspladser. Samtidig overtager regionen myndigheds-, finansierings- og behandlingsansvaret. Formålet er blandt andet at skabe en mere ensartet lægedækning og forebygge unødvendige indlæggelser og genindlæggelser, fremgår det af de nationale kvalitetsstandarder.
Kommunerne beholder driften
Selv om regionen overtager myndighedsansvaret for sundheds- og omsorgspladserne, bliver den daglige drift ikke flyttet til regionen, for Sundhedsråd Østsjælland og Ørene er en af de områder i Danmark, hvor kommuner og region har aftalt, at det er de enkelte kommuner, der driver pladserne under en horisontal aftale. Aftalerne er foreløbig indgået for to år.
Konstruktionen betyder, at kommunalt ansatte medarbejdere skal stå for pleje, behandling og rehabilitering på pladserne, mens regionen blandt andet får ansvar for visitation, kapacitetsstyring, kvalitetssikring, kompetenceudvikling og lægefagligt behandlingsansvar.
Dermed opstår en delt drifts- og kompetencemodel, hvor borgeren under deres ophold kommer til at møde ansatte fra begge sektorer. Det sker fordi kommunerne leverer den daglige indsats, men under regionale krav og med en regional lægeorganisation placeret på Sjællands Universitetshospital og en akutsygepleje, der ligeledes er drevet af regionen efter overdragelse fra kommunerne.
Detaljerne kommer senere
Sundhedsrådet bliver den 23. oktober bedt om at godkende den overordnede model og finansieringen. Sagen er derfor endnu ikke besluttet.
Modellen skal efter indstillingen have virkning fra 1. januar 2027. Men flere centrale spørgsmål udskydes til den samlede implementeringsplan, som først ventes forelagt sundhedsrådet i foråret 2027.
Det gælder blandt andet den konkrete fordeling af lægedækningen mellem de 179 pladser, arbejdsgangene for den telefoniske rådgivning og samarbejdet med borgernes praktiserende læger.
Regionen lægger samtidig op til, at bemandingen og kapaciteten skal evalueres løbende og om nødvendigt justeres.



