Mens Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne har indgået en ny fireårig aftale om økonomi og vilkår, er der samtidig ved at ske en grundlæggende ændring af den måde, almen praksis bliver reguleret på.
Fire centrale områder, som hidtil har været omfattet af overenskomsten mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), flyttes med sundhedsreformen over i en ny national og regional regulering.
Det gælder lægernes opgaver, klinikkernes åbningstider, normtal for antallet af patienter og behandlingen af tvister mellem læger og regioner. Dermed er det ikke alene indholdet af den nye aftale, der er interessant. Det er også de forhold, som ikke længere skal reguleres på samme måde gennem overenskomsten.
For selv om PLO fortsat er en central forhandlingspartner, ændres grænserne for, hvad organisationen og regionerne kan aftale med hinanden.
Staten fastlægger opgaverne
En af de mest vidtgående ændringer handler om, hvilke opgaver de praktiserende læger skal løse.
Fremover bliver det en national opgavebeskrivelse, udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, der fastlægger de centrale opgaver i almen praksis. Dermed flyttes fastlæggelsen af opgaverne væk fra den traditionelle overenskomst mellem PLO og regionerne. – Men det betyder ikke, at PLO er sat uden for indflydelse.
Der er etableret mekanismer, som skal sikre inddragelse af både PLO og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), når opgavebeskrivelsen ændres. Samtidig er der en vigtig sammenhæng mellem nye opgaver og betalingen for at udføre dem.
Efter den aftalte model skal honoreringen være på plads, før ændringer med nye opgaver kan få virkning. Dermed kan staten fastlægge de overordnede opgaver, mens den økonomiske gennemførelse fortsat forudsætter en aftale om honoreringen.
Hvor stærk en forhandlingsposition det i praksis giver PLO, vil blandt andet afhænge af, hvordan eventuelle uenigheder om betalingen skal håndteres.
Åbningstider bliver et nationalt krav
Også klinikkernes åbningstider flyttes ud af overenskomsten.
De bliver i stedet en del af den nationale basisfunktion, som fastlægger grundlæggende krav til de almenmedicinske tilbud. Det betyder, at åbningstiderne ikke længere skal reguleres på samme måde gennem de centrale overenskomstforhandlinger. – Men også her er der indbygget en mulighed for indflydelse.
Efter det forståelsespapir, som PLO og regeringen indgik i forbindelse med sundhedsreformen, skal ændringer af de nuværende åbningstider ske med dialog og inddragelse af PLO og DSAM.
Det er dog ikke det samme som, at organisationerne har en aftalebaseret beslutningsret over kravene. Forskellen mellem at skulle inddrages og at skulle indgå en aftale bliver dermed central.
Patienttal skal følge sygdomstyngden
Et tredje område er de såkaldte normtal, som angiver antallet af patienter pr. læge. Fremover skal normtallet fastsættes individuelt på baggrund af en national fordelingsmodel, hvor blandt andet patienternes sygdomstyngde indgår.
Tanken er, at læger med mange patienter med komplekse behandlingsbehov skal kunne have færre patienter end læger med en mindre behandlingskrævende patientgruppe. Det er en væsentlig ændring i forhold til den hidtidige aftalebaserede regulering.
Den nationale fordelingsmodel skal evalueres i 2027. Det interessante er her, at patienttallet dermed bliver et spørgsmål om en national model frem for et generelt normtal aftalt mellem overenskomstens parter.
Tvister flyttes væk fra partsorganerne
Den fjerde ændring handler om, hvordan uenigheder mellem læger og regioner skal behandles.
Fra årsskiftet nedlægges de nuværende samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalget som led i omlægningen af tvistløsningen. I stedet etableres et Praksisklagenævn med en dommer som formand. – Dermed flyttes behandlingen af de omfattede klagesager fra den hidtidige partsstruktur til en ny klageordning.
Det ændrer ikke alene proceduren for at behandle uenigheder. Det ændrer også den institutionelle rolle, som PLO og regionerne hidtil har haft i håndteringen af tvister. Samtidig får regionerne en tydeligere myndighedsrolle i forhold til at sikre, at de almenmedicinske tilbud lever op til de nationale krav.
Samme grundlæggende krav til forskellige klinikker
Den nye regulering får også betydning for forholdet mellem de forskellige klinikformer.
I områder med vedvarende lægemangel har regionerne i stigende omfang måttet sikre lægedækningen gennem regionsklinikker og udbudsklinikker. Det gælder blandt andet dele af Nordjylland og Sjælland, hvor det har været vanskeligt at rekruttere læger til traditionelle praksisser.
Med den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion er målet at skabe et fælles grundlag for de almenmedicinske tilbud, uanset om klinikken drives af en praktiserende læge, en privat leverandør eller regionen selv.
Det betyder dog ikke, at klinikkerne får samme økonomiske og organisatoriske vilkår. Men det kan få betydning for, hvilke krav regionerne fremover kan stille til klinikkernes opgaver og tilgængelighed.
En anden form for indflydelse
Den nye fireårige aftale viser, at PLO fortsat har en central rolle i forhandlingerne om almen praksis. Men sundhedsreformen ændrer samtidig den måde, organisationens indflydelse bliver udøvet på.
På nogle områder flyttes beslutningerne fra overenskomsten til nationale regler og myndigheder. På andre områder bevares PLO’s indflydelse gennem krav om inddragelse eller aftaler om honorering.
Der er derfor ikke nødvendigvis tale om, at PLO mister sin indflydelse i samme omfang, som overenskomsten bliver smallere. – Men organisationens indflydelse får en anden karakter.
Hvor PLO hidtil har været med til at fastlægge en række centrale forhold gennem overenskomsten, skal organisationen fremover i højere grad påvirke nationale beslutninger gennem inddragelse og sikre de økonomiske vilkår gennem forhandling.
Den nye aftale markerer dermed ikke kun begyndelsen på en fireårig økonomisk ramme for almen praksis. Den markerer også overgangen til en anden magtfordeling mellem staten, regionerne og de praktiserende læger.
