I den sidste måneds tid har der været travlt hos Danske Fysioterapeuter, for ikke mindre end tre medlemssegmenter er, som vi beskrev i sidste uge, på vej til at melde sig ud.
Situationen er interessant, fordi Danske Fysioterapeuter er en central forhandler ifb med bl.a. overenskomstforhandlingerne.
Vi bringer her et uddrag af et interview med Formanden for Danske Fysioterapeuter, Jeanette Præstegaard, foretaget af vores søstermedie OPS-Indsigt. Her lægger hun ikke skjul på, at fagforeningen står i en alvorlig situation.
“Vi har i vores 105 år lange historie aldrig haft konkurrence, så den udfordring skal vi naturligvis forholde os til,” siger Jeanette Præstegaard til OPS-Indsigt.
Hun påpeger samtidig, at udbryderforeningernes fremkomst må være nøje planlagt.
“Man melder sig jo ikke lige ind i SMVdanmark eller FH og stifter en ny forening to dage efter et repræsentantskabsmøde. Det må have taget tid at forhandle sådan et medlemskab hjem,” bemærker hun.
Erkender kritikken
Jeanette Præstegaard erkender, at den kritik udbryderne har rejst ikke er ny.
“Den kritik udbryderne rejser, har været der i mange år. Jeg har selv været med til at rejse den, før jeg blev formand,” siger hun.
Kritikere har blandt andet peget på foreningens brede medlemskreds, der spænder over både den offentlige og private sektor samtidig med, at man har en blanding af arbejdsgivere og ansatte på det private felt. Men Præstegaard mener, at denne konstruktion styrker fysioterapeuternes samlede stemme.
“Det har altid været vores fælles forståelse, at vi sammen som profession står stærkest, når vi står sammen som fysioterapeuter på tværs. Derfor har vores konstruktion givet os en større vægt i den sundhedsfaglige debat,” siger hun til OPS-Indsigt.
Monopol-kritik på bagkant
En del af kritikken handler fra en af de nye foreninger om monopollignende forhold, hvor ydernumre angiveligt har været forbeholdt en mindre kreds af klinikejere. Men her fremhæver Præstegaard de nylige fremskridt.
“Første januar blev der for første gang i 12 år udløst 86 nye ydernumre. Det er en succes for fællesskabet. Derfor undrer det mig, at kritikken kommer nu, hvor den sådan er lidt på bagkant,” siger hun.
Kritikere har også peget på, at Danske Fysioterapeuter mangler en overenskomst med arbejdsgiverne. Dette afviser Præstegaard og fremhæver foreningens indsats siden 2017 med at skabe en intern arbejdsmarkedsmodel.
“Vi har en arbejdsgiversektion, hvor klinikejere rådgives af eksterne advokater, og en arbejdstagersektion, der rådgives af foreningen. Formanden for arbejdsgiversektionen beskriver det som at have lagt gulv i kælderen, og det er der tilfredshed med,” forklarer hun.
Inviterer til dialog
På spørgsmålet om, hvordan hun ser fremtiden, er Jeanette Præstegaard optimistisk. Hun har inviteret udbryderne til dialogkaffe for at skabe en fælles forståelse.
For selvom krisen i Danske Fysioterapeuter er en realitet, ser Jeanette Præstegaard muligheder for styrkelse gennem fællesskab og dialog.
Du kan læse hele interviewet på OPS-Indsigt. Vær opmærksom på, at den ligger betalingsmur, men det er muligt at tegne et fire ugers gratis prøveabonnement uden forpligtelser.