Akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser er blandt reformens mest praksisnære opgaver. Netop derfor fungerer de som en tidlig lakmusprøve på, hvor langt regionerne er villige til at gå i retning af ensartethed – og hvor de vælger at lade forskellighed leve videre.
Region Midtjyllands model for akutsygepleje og omsorgspladser sætter Region Østdanmarks forskellige løsningsmodeller i relief.
Læs også: Akutsygeplejen i Region Øst: Seks sundhedsråd, og tre styringslogikker
Når man læser indstillingerne til sundhedsrådene i Region Midtjylland, om de opgaver der skal overdrages fra kommuner til regioner, er der én ting, der springer i øjnene:
Der arbejdes ikke med alternative scenarier, lokale undtagelser eller parallelle styringsmodeller. Akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser tænkes sammen og foreslås organiseret efter én fælles regional model med ledelsesforankring på regionens fem akuthospitaler.
Det er et markant valg – og et valg, der står i tydelig kontrast til den måde, Region Østdanmark har grebet samme reformopgave an.
Ensartethed som aktiv – ikke som kompromis
I Midtjylland fremstilles ensartethed ikke som noget, man accepterer af nød, men som et styringsmæssigt aktiv. Akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser beskrives som tæt forbundne funktioner, der bør udvikles samlet for at sikre sammenhængende borgerforløb, tydeligt ansvar og adgang til relevante lægefaglige kompetencer.
I regionens egne oplæg lægges der vægt på, at synergien mellem akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser og kommende hjemmebehandlingsteams bedst udnyttes, hvis opgaverne placeres under samme ledelse. Det samlede myndigheds-, finansierings- og driftsansvar foreslås derfor forankret regionalt, mens kommunerne indgår via delingsaftaler – uden at være egentlige operatører.
Det er samtidig tydeligt, at regionen bevidst søger at undgå styringspluralisme. I materialet fremhæves det som et problem, hvis hospitalerne både skal fungere som controller og driftsansvarlig i forskellige modeller på samme tid. Ensartethed ses her som en forudsætning for driftssikkerhed, effektiv ressourceudnyttelse og ensartet kvalitet.
Akuthospitalerne som organisatorisk rygrad
At Midtjylland kan vælge denne model hænger tæt sammen med regionens struktur. De fem akuthospitaler fungerer allerede som stærke, geografisk forankrede omdrejningspunkter for akut behandling, præhospital indsats og specialiserede funktioner.
Det gør det organisatorisk muligt at “vende hospitalerne ud mod det nære” og lade dem bære et bredere ansvar end det rent matrikulære.
I den optik bliver akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser ikke kommunale næropgaver, men en forlængelse af hospitalernes behandlingsansvar – blot leveret tættere på borgeren og i andre rammer. Det er en logik, der passer godt til regional styring.
Region Øst: Forskellighed som præmis
I Region Østdanmark tegner der sig et helt andet billede. Her accepterer regionen åbent, at akutsygeplejen organiseres efter flere styringslogikker afhængigt af sundhedsråd: regional drift i nogle områder, kommunal drift i andre og åbne modeller i tredje.
For sundheds- og omsorgspladserne er billedet mere samlet, men også her arbejdes der med overgangsordninger og lokale variationer.
Den officielle fortælling i Region Øst lægger vægt på proces, dialog og gradvis afklaring. Forskellighed fremstilles som en styrke, der gør det muligt at tage hensyn til geografi, eksisterende kommunale løsninger og lokale samarbejdstraditioner. I praksis betyder det, at reformen udfolder sig forskelligt inden for samme region.
To styringsfilosofier – samme reform
Sammenstillingen af Midtjylland og Østdanmark viser, at sundhedsreformen ikke kun handler om opgaveflytning, men om forskellige styringsfilosofier. (Artiklen fortsætter efter tabellen)
| Region Østdanmark | Region Midtjylland | |
| Akutsygepleje | Flere styringslogikker | Én regional model |
| Omsorgspladser | Overvejende regional, men med undtagelser | Konsekvent regional |
| Kommunal drift | Reelt alternativ i flere oplæg | Ikke et ligestillet spor |
| Politisk signal | Proces og dialog | Struktur og beslutning |
| Styringsfilosofi | Differentiering | Standardisering |
Hvis vi læser beslutningsoplæggene i de to regioner ift, hvad det er man øsnker at prioriterer, så er fokus i Midtjylland:
- ensartethed
- klar ledelsesforankring
- færre grænseflader
- høj grad af regional kontrol
I Region Østdanmark prioriteres:
- lokal fleksibilitet
- differentierede løsninger
- hensyn til eksisterende kommunal praksis
- politisk og administrativ forhandlingsrum
Begge tilgange kan begrundes fagligt. Men de peger i hver sin retning, når det gælder spørgsmålet om, hvor “det nære” bedst styres.
Hvad betyder det for borgerne – og for reformen?
Det åbne spørgsmål er, hvad forskellene betyder på sigt. Midtjyllands model lover ensartet kvalitet og tydelige snitflader, men med mindre lokal variation. Region Østs model lover nærhed og fleksibilitet, men med større kompleksitet og risiko for uens praksis.
Dermed rejser Midtjyllands valg et mere principielt spørgsmål, som rækker ud over regionsgrænserne:
Hvis én region kan samle akutsygepleje og sundheds- og omsorgspladser i én ensartet model, hvorfor kan – eller vil – en anden region ikke?
Svaret handler næppe om reformens ordlyd alene, men om organisatorisk kapacitet, historik og politisk vilje og enighed til at prioritere styrbarhed over lokal variation.
