Regionsrådet i Region Østdanmark har nu sat navne på den øverste administrative ledelse, der skal stå i spidsen for fusionen mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland frem mod 1. januar 2027.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Med udpegningen er den kommende koncerndirektion på plads, og dermed også de første stærke konturer af, hvordan magt og erfaring fordeles i den nye storregion
Den samlede koncerndirektion kommer til at bestå af regionsdirektør Jens Gordon Clausen samt koncerndirektørerne Anne Skriver Andersen, Jesper Gyllenborg, Martin Magelund Rasmussen og Erik Jylling. Alle fem er i dag en del af direktionerne i de to nuværende regioner.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj peger på den kollosale opgave som fusionen er oven i de øvrige opgaver som sundhedsreformen medfører.
“Det skal vi lykkes med uden at miste fokus på den daglige behandling af patienter og deres rettigheder. Det kræver et stærkt og bredt funderet ledelseshold, og det er jeg sikker på, at vi har fået med de fem direktører,” siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj.
Klar hovedstads-overvægt
Ser man på ledelsens baggrund, er vægtningen tydelig allerede fra start. Fire ud af fem direktører har deres primærer ledelseserfaring fra Region Hovedstaden – herunder regionsdirektør Jens Gordon Clausen, der siden 2021 har været øverste administrative chef i hovedstadsregionen.
Læs også: Jens Gordon Clausen bliver regionsdirektør i Region Østdanmark
Kun én direktør, Jesper Gyllenborg, kommer reelt fra Region Sjælland. Martin Magelund Rasmussen, blev ganske vist ansat som koncerndirektør i Region Sjælland i 2024 efter godt 12 års tjeneste i Region Hovedstaden.
Hans ansættelse skete to måneder efter, at regeringen havde lanceret sundhedsreformen og sammenlægningen af de to regioner.
Læs også: Region Sjælland henter ny direktør fra Hovedstaden
Dermed begynder der at tegne sig et billede af en fusion, hvor alle formelt er ligestillet, men hvor hovedstadens ledelseslag og styringserfaring får en markant tyngde i den nye koncernledelse.
Som et par kilder har udtrykt det fire – to til hovedstaden.
Og netop den usikkerhed, det her resultat kan signalerer peger regionsdirektør Jens Gordon Clausen ind i:
“Vi er meget opmærksomme på, at der sidder mange medarbejdere og ledere og venter på, at der sker en afklaring på vores organisation, så de ved, hvordan deres arbejdsliv bliver. Vi skal gøre det så hurtigt som muligt, men vi skal også gøre det klogt og sørge for, at vi skaber en robust region med gode og attraktive arbejdspladser,” siger han i pressemeddelelsen.
Fire mænd og én kvinde
Men der er også andre uligheder, om man vil.
Ser vi på kønssammensætningen, sætter udpegningen et tidligt aftryk. Koncerndirektionen består af fire mænd og én kvinde, Anne Skriver Andersen. Det betyder, at topledelsen i Danmarks største offentlige fusion fra start får en relativt snæver kønsmæssig repræsentation.
Udpegningen har samtidig den konsekvens, at Region Sjællands nuværende regionsdirektør, Mette Touborg, ikke får en central rolle i den nye topledelse. Det sker på trods af, at hun først tiltrådte posten i efteråret 2024 som led i et markant ledelsesskifte i Region Sjælland, hvor både politisk og administrativ top blev udskiftet.
Den gang udtalte hun om fusionen mellem de to regioner:
”Med reformudspillet er der lagt op til en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden. Hvis udspillet vedtages politisk, får vi sammen med Region Hovedstaden ansvar for at sikre, at det bedste fra de to nuværende regioner samles i et endnu bedre sundhedsvæsen til gavn for borgerne,” siger Mette Touborg.
Læs også: Region Sjælland skifter ud i toppen – ny formand og ny direktør
To tidligere hospitalslæger er med om bord
Dermed tegner der sig allerede nu et billede af, at Region Sjællands administrative top i begrænset omfang bliver videreført ind i den nye magtstruktur.
Endelig er det værd at bemærke, at der er to tidligere hospitalslæger i den nye direktion, som samtidig med den enorme fusion skal medvirke til skabelsen af et mere nært sundhedsvæsen.
Nogen vil næsten kalde det et hybridformat i et diffusionsbælte mellem kommuner og region.
CV-er for den nye direktion
Anne Skriver Andersen
- 2021 – 2026 Koncerndirektør i Region Hovedstaden
- 2016 – 2021 Direktør i Center for Sundhed, Region Hovedstaden
- 2010 – 2016 Enhedschef i Region Hovedstaden, Enhed for Hospitalsplanlægning
- 2008 – 2010 Chefkonsulent, Region Hovedstaden, Enheden for hospitals- og psykiatriplanlægning
- 2001 – 2008 Fuldmægtig/Chefrådgiver i Amtsrådsforeningen/Danske Regioner
Uddannet kandidat fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet i 2001 suppleret med uddannelse i ledelse.
Jesper Gyllenborg
- 2021 – 2026 Koncerndirektør i Region Sjælland
- 2019 – 2021 Lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital
- 2009 – 2019 Ledende overlæge på Neurologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital
- 2017 – 2020 Speciallægekonsulent i Styrelsen for Patientsikkerhed
Uddannet Cand. Med. fra Københavns Universitet i 2000 og speciallæge i neurologi i 2008 suppleret med uddannelse i ledelse.
Martin Magelund Rasmussen
- 2024 – 2026 Koncerndirektør i Region Sjælland
- 2019 – 2024 Centerdirektør i HovedOrtoCentret og fra 2023 medlem af direktionen på Rigshospitalet. Var tillige national koordinator for værnemiddelindkøb under Covid-19.
- 2016 –2019 Direktør i Center for HR i Region Hovedstaden
- 2011 –2016 Sekretariatschef i Center for HR i Region Hovedstaden
- 2005 –2011 Forsker, specialkonsulent og sekretariatschef for Institutservice på Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet
- 2004 –2005 Fuldmægtig på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu Københavns Universitet
- 2002-2004 Attaché ved EU Kommissionens delegation i Eritrea
Uddannet som jordbrugsøkonom fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, nu Københavns Universitet suppleret med uddannelse i ledelse.
Erik Jylling – CV
- 2023 – 2026 Koncerndirektør i Region Hovedstaden
- 2014 – 2023 Sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner
- 2009 – 2014 Overlæge og ledende overlæge anæstesi og intensiv afd. på OUH
- 2004 – 2008 Vicedirektør på Gentofte Hospital
- 2001 – 2004 Afdelingslæge anæstesi- og intensiv afd. på OUH
Uddannet Cand. Med. fra Odense Universitet i 1990 og speciallæge anæstesiologi og intensiv terapi 2001 suppleret med uddannelse i ledelse.



