Danske Regioner har gennem sin bestyrelse godkendt en aldersgrænse for mænd i offentlig fertilitetsbehandling og en fælles praksis for egenbetaling på donorsæd. Tidligere har organisationens bestyrelse også besluttet, at regionerne skulle stoppe brugen af lægevikarer i længerevarende vikariater i psykiatrien.
Læs også: Lukket referat afslører Danske Regioners magt over din sundhed
Beslutningerne er efterfølgende blevet præsenteret som Danske Regioners beslutning for de fire – fem regioner, uden at de forinden har været politisk behandlet i de enkelte regionsråd. Men det betyder ikke nødvendigvis, at hver enkelt beslutning skulle have været sendt til politikerne, vurderer Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.
Han tager ikke stilling til den juridiske kompetencefordeling mellem Danske Regioner og de enkelte regioner, men støtter sig op ad juraprofessor Sten Bønsings vurdering, som vi har gennemgået i en anden artikel, hvor han bl.a. påpeger: at Danske Regioner er ikke en besluttende myndighed i Danmark, så de kan ikke træffe formelle beslutninger.
Regionalforsker Roger Buch siger direkte til Regional-Indsigt, at det er dybt problematisk, hvis Danske Regioners beslutninger på regionernes vegne ikke følges op af lokale beslutninger.
Det som Per Nikolaj Bukh retter sit lys imod, er at regionerne har brug for en tydeligere arbejdsgang, som afgør, hvilke sager der kan håndteres fagligt og administrativt, og hvilke der skal forelægges politikerne.
“Regionsrådene kan ikke være involveret i alle beslutninger. Men ledelsen skal foretage et skøn over, om en sag skal behandles politisk, og den skal kunne stå på mål for det skøn bagefter,” siger Per Nikolaj Bukh.
Ikke enhver behandlingsbeslutning er politisk
Regionerne træffer løbende beslutninger om behandlingsmetoder, udstyr, kvalitet og anvendelsen af ressourcer. Mange af disse beslutninger træffes af faglige miljøer, hospitalsledelser eller regionernes koncerndirektioner uden at blive sendt gennem regionsrådene.
Efter Per Nikolaj Bukhs vurdering kan en fagligt begrundet aldersgrænse for fertilitetsbehandling muligvis høre til i den kategori.
“Jeg kan sundhedsfagligt ikke se, hvad der nødvendigvis adskiller den fra så mange andre beslutninger om behandling. Det afgørende er, om man betragter den som en faglig beslutning, herunder en afvejning mellem økonomi og behandlingskvalitet, eller om man gør den til en politisk beslutning,” siger han.
Han understreger samtidig, at beslutninger har forskellig karakter. En sygehuslukning kan eksempelvis ikke reduceres til en administrativ eller faglig vurdering, selv om der også kan være faglige argumenter for den.
“Man kan godt lave en faglig vurdering af, hvilket hospital der bør lukkes. Men alle ved, at selve lukningen er en politisk beslutning. Grænsen må derfor bero på beslutningens karakter, konsekvenser og politiske betydning,” siger han og er ikke utilbøjelig til at tro, at fertilitetssagen kan have en karakter, der nødvendiggør en politisk beslutning .
Lægevikarstoppet er en anden type beslutning
Per Nikolaj Bukh skelner også mellem fertilitetssagen og Danske Regioners beslutning om at stoppe anvendelsen af speciallæger i længerevarende vikariater.
Hvor fertilitetsgrænsen kan begrundes sundhedsfagligt, ser han lægevikarstoppet som en ledelsesmæssig og administrativ prioritering.
“Den beslutning har en anden karakter. Det er ikke en sundhedsfaglig anbefaling fra lægerne, men en klar administrativ og ledelsesmæssig prioritering,” konkludere han.
Fælles for sagerne er imidlertid spørgsmålet om, hvem der vurderer, om politikerne skal inddrages. Hvis lovgivningen udtrykkeligt placerer en beslutning hos regionsrådet, kan den ikke flyttes til administrationen. I andre tilfælde må det bero på et ledelsesmæssigt skøn og den delegation, politikerne har givet administrationen.
Efterlyser en synlig arbejdsgang
Det er her, Per Nikolaj Bukh ser den egentlige udfordring i det forløb, Regional-Indsigt har afdækket.
Hvis sundhedsdirektørerne udarbejder et fælles oplæg, som godkendes i Danske Regioners bestyrelse og derefter gennemføres i regionerne, bør det være muligt at fastslå, hvem der undervejs har vurderet, at sagen ikke skulle behandles i hvert enkelt regionsråd.
“Enten må man have tillid til, at de ansvarlige direktører foretager det rigtige skøn. Eller også må man beskrive en arbejdsgang med kriterier for, hvornår en sag skal løftes til politisk behandling lokalt eller drøftes i Danske Regioner. Men nogen skal have ansvaret for vurderingen, siger han.
En sådan arbejdsgang kunne blandt andet fastlægge:
- hvem der ejer beslutningen
- hvilke beslutninger der kan træffes i driften
- hvornår koncerndirektionen skal godkende
- hvornår politikerne skal orienteres
- hvornår regionsrådet skal træffe den egentlige beslutning
- hvordan vurderingen skal dokumenteres og efterprøves.
Det behøver ifølge professoren ikke ende i et stort nyt bureaukrati. Regionerne kan vælge fortsat at basere sig på ledelsens skøn. Men så skal det være tydeligt, hvem der har foretaget skønnet, og hvem der har ansvaret, hvis vurderingen viser sig at være forkert.
Henter model fra bankerne
Per Nikolaj Bukh drager en parallel til den finansielle sektor, hvor han har en del erfaring.
I banker findes der detaljerede procedurer for, hvilke beslutninger der kan tages af den daglige ledelse, og hvilke der skal godkendes af en ansvarlig direktør, direktionen, et risikoudvalg eller bestyrelsen. Arbejdsgangene bliver efterfølgende kontrolleret: Er de i overensstemmelse med reglerne? Er de blevet implementeret? Bliver de fulgt? Og virker de?
Samme tankegang kan efter hans vurdering anvendes i regionerne – dog uden at kopiere hele bankernes omfattende kontrolapparat.
“Man bør ikke alene se på de sager, der blev sendt til politikerne. Ledelsen bør også kunne fremvise de væsentlige sager, hvor den overvejede politisk behandling, men valgte den fra, og forklare hvorfor,” siger Per Nikolaj Bukh.
Hvis man ønsker en høj grad af sikkerhed for processernes effektivitet, kunne et politisk udvalg eller regionsrådet eksempelvis med faste mellemrum bede koncerndirektionen fremlægge nogle af de mest relevante sager, som blev afgjort administrativt. Dermed bliver ledelsen ikke frataget sit handlerum, men dens skøn bliver synligt og kan efterprøves.
Det burde være enkelt med få regioner
Per Nikolaj Bukh ser ikke i sig selv et demokratisk problem i, at Danske Regioners bestyrelse koordinerer fælles løsninger. De valgte politikere kan ikke alle deltage i alle beslutninger, og politiske organisationer må nødvendigvis arbejde gennem repræsentanter og ansatte ledelser.
Det gør de bl.a. ift de årlige økonomiaftaler.
Men hvis modellen breder sig til flere eller mere principielle beslutninger, der kræver det lokalpolitiske mandat, opstår der et problem. Ikke alle sager egner sig til at blive afgjort i den samme centrale proces. Per Nikolaj Bukh peger samtidig på, at det med kun fire regioner fra 2027 ikke burde være vanskeligt at afklare, om en sag ønskes behandlet politisk i den enkelte region eller sendt op i regionsrådet som en orienteringssag om en administrativ beslutning med tilsvarende kopiorientering til Danske Regioner.
Han peger dog på, det bemærkelsesværdige i, at nogle beslutninger sendes ind i Danske Regioner, men tilsyneladende ikke når ud i de lokale regioner
“Regionspolitikerne mødes jævnligt, så hvis man politisk ønsker det, burde det være forholdsvis enkelt 1) at få afklaret, om de ønsker at blive inddraget i en sag eller 2) blot skal orienteres om sagen,” siger han.
I de konkrete sager, som Regional-Indsigt har haft fat i, betyder det, at den løsning som Per Nikolaj Bukh peger på, kunne være rullet gennem de fire regionsråd, hvis man mente, at det var nødvendigt at politikerne skulle tage stilling, således som et mindre antal politikere allerede har gjort som medlemmer af Danske Regioners bestyrelse.
Alternativt bør regionernes ledelse dokumentere den mekanisme, der afgør, hvorfor nogle sager sendes til politikerne, mens andre træffes administrativt og eventuelt kun er en orienteringssag for en udvalgt gruppe medlemmer af Danske Regioners bestyrelse.
Ellers står både politikerne og borgerne tilbage uden mulighed for at se, hvem der reelt traf beslutningen – og hvorfor de folkevalgte ikke blev spurgt.
