Patientforening om kompressionssag: Fortsætter vi den vej, har vi fortsat to siloer 

Det skulle være en forholdsvis afgrænset opgave: At sikre borgere med behov for kompressionsprodukter den nødvendige hjælp, uden at de blev sendt frem og tilbage mellem kommuner og regioner. 

Men næsten et år efter en politisk aftale er lovgivningen fortsat ikke på plads, og regionerne har vanskeligt ved at dokumentere, hvor mange borgere der får hjælp.

For Helle Petersen, formand for patientforeningen Dalyfo, er sagen efterhånden blevet mere end et spørgsmål om kompressionsprodukter. Hun ser også et bekymrende signal om de samarbejdsudfordringer, der venter, når sundhedsreformen skal gennemføres, og opgaver flyttes mellem kommuner og regioner.

“Det med regionernes indsats er godt nok nedslående,” siger hun til Regional-Indsigt efter at vi har drøftet, hvordan regionerne ifølge vores rundspørge har arbejdet med håndteringen af kompressionsaftalen.

Hvis man ikke har overblik i dag

Her har Regional-Indsigt nemlig afdækket, at ingen af de fem regioner har etableret en særlig fælles indgang for borgere, der efter kommunale afslag bliver vejledt mod sundhedsvæsenet.

Fire regioner kan heller ikke levere samlede opgørelser over, hvor mange borgere der får kompressionsprodukter udleveret i regi af regionerne.

Danske Regioner har efterfølgende understreget, at det afgørende ikke er én fælles indgang, men at borgerne hurtigt får en faglig vurdering og adgang til de nødvendige produkter. Organisationen erkender dog samtidig, at en vurdering af aftalens virkning kræver viden om borgernes samlede forløb på tværs af kommune og region.

Det er netop her, Helle Petersen bliver bekymret.

“Hvad er det regionerne tænker, hvis man ikke på nuværende tidspunkt har datagrundlag til at få et overblik over situationen?” spørger hun.

Helle Petersen peger på, at sundhedsreformen fra årsskiftet stiller endnu større krav til samarbejdet mellem de to sektorer.

“Hvis den her måde at arbejde på fortsætter, så har vi stadig to siloer, og her har den enkelte silo ikke engang styr på aktiviteterne, inden for egne mure,” siger hun.

Læs også: Danske Regioner: Fælles indgang er ikke afgørende i kompressionssagen

Dermed bliver kompressionssagen en konkret anledning til at stille et større spørgsmål: Hvordan skal myndighederne sikre sammenhængende patientforløb under sundhedsreformen, hvis de allerede i dag har svært ved at følge en gruppe borgere på tværs af sektorgrænserne?

Og her er der ikke tale om hvilken som helst gruppe borgere, men en patientgruppe, hvis udfordringer har været forbi Christiansborg i en specifik politisk aftale på tværs af sektorgrænserne.

Den hurtige løsning blev ikke hurtig

Kompressionssagen har samtidig udviklet sig i to parallelle politiske spor. Det ene er den midlertidige løsning, som regeringen, KL og Danske Regioner aftalte i december 2025 for at forhindre, at borgere kom i klemme.

Det andet er en mere grundlæggende model for ansvarsfordelingen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber. Den blev aftalt som led i sundhedsreformen fra november 2024 og er efter regeringens lovprogram planlagt fremsat i februar 2027.

Decemberaftalen skulle hjælpe borgerne, mens den permanente model blev udviklet. Men den nødvendige lovændring blev forsinket, da det oprindelige lovforslag bortfaldt i forbindelse med folketingsvalget. Først den 8. oktober blev forslaget genfremsat som L 56.

Helle Petersen oplever, at den politiske proces har sat for meget i bero.

“Man har brugt det, at vi skulle have ny regering som undskyldning, for at parkerer en hel masse ting herunder de udfordringer, som har været kendt i årevis på det her område,” siger hun.

Kommunerne får stadig mulighed – ikke pligt

Selv når lovforslaget bliver vedtaget, er det ikke sikkert, at alle borgere vil opleve samme adgang til kompressionsprodukter. L 56 giver kommunerne mulighed for at udlevere individuelt tilpassede kompressionsprodukter i situationer, hvor de almindelige hjælpemiddelregler hidtil har været en hindring.

Men lovforslaget pålægger ikke kommunerne en generel pligt til at benytte den nye mulighed. Netop forskellen mellem kan og skal er ifølge Helle Petersen blevet rejst i de sammenhænge, hvor hun høringsmæssigt har arbejdet med sagen.

“Der er fine toner, gode intentioner, i aftalen fra 2025 og i lovforslaget som ligger klar lige nu, men det har vi jo i en evighed,” siger hun og understreger, at spørgsmålet om kan og skal nu er bragt ind i den politiske behandling via de mange høringssvar.

“Jeg håber virkelig, at man ved Folketingets behandling får øjnene op for, at skifte fra kan til skal,” understreger hun.

Sker det ikke, risikerer den midlertidige løsning fortsat at efterlade forskelle mellem kommunerne, hvor vi ved, at over halvdelen af kommunerne har fået afviste ansøgninger om kompressionsredskaber stadfæstet af Ankestyrelsen.

Det vil efterlade endnu et tomrum mens arbejdet med den permanente model pågår, mener Helle Petersen.

Forsøger at bevare håbet

Helle Petersen fortæller samtidig, hvor meget det her påvirker medlemmerne af DALYFO i deres dagligdag.

“Her har vi lagt et kæmpe arbejde i at se håbet forude og forsøge trods forsinkelserne, at fastholde, at der er en politisk proces i gang, og at der fortsat kan komme en løsning.”

Men efter flere års usikkerhed er tålmodigheden presset og hun lægger ikke skjul på, at det er blevet vanskeligt, hvis man skal vente måneder eller mere på, at nogen får udarbejdet en endelig model.

“For mange af vores medlemmer har det store fysiske konsekvenser og samtidig er det slidsomt mentalt,” fastslår hun.

Og så stiller hun det spørgsmål, der efterhånden rækker ud over kompressionsprodukterne:

“Hvem forventer man egentlig skal kunne navigere imellem de to sektorer under den type forhold?”