Kommunernes Landsforening afvikler torsdag og fredag i denne uge det traditionsrige Social- og Sundhedspolitisk Forum 2025.
Men der er noget eller måske endda ligefrem nogen, der mangler, når man læser programmet.
Når KL lige om lidt og Danske Regioner i april hver især samler deres politiske ledere til stormøder om fremtidens velfærd, skulle man tro, at der var en fælles taktstok – især i en tid, hvor en omfattende sundhedsreform er på vej ud i virkeligheden.
Men læser man programmerne for KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum 2025 og Regionernes Politiske Topmøde, tegner der sig et tankevækkende billede:
To af velfærdssamfundets vigtigste aktører, med fælles aktie i sundhedsreformen, taler om de samme ting – men ikke med hinanden.
Bobler med parallel virkelighed
Kommunerne og regionerne er hinandens vigtigste samarbejdspartnere i sundhedsreformen. Det er regionerne, der driver sygehusene og har speciallægekompetencerne, og det er kommunerne, der skal styrke det nære sundhedsvæsen og sikre opfølgning, rehabilitering og forebyggelse. Alligevel var kommunerne stort set fraværende i regionernes program – og nu er det samme tilfældet omvendt.
På Regionernes Politiske Topmøde nævnes kommunerne stort set ikke. Der er ingen fælles debatter, ingen kommunale stemmer på den centrale scene, og ingen dedikerede drøftelser af samarbejdsfladerne i det nære sundhedsvæsen.
I KL’s program fylder sundhedsreformen markant – men regionerne optræder hverken som oplægsholdere, samarbejdspartnere eller navngivne medspillere på den store scene. Ministeren er til stede i begge sammenhænge, men den direkte dialog mellem de to sektorers strategiske ledelser – dem, reformen bl.a. afhænger af – er fraværende.
Sundhedsreformens usynlige samspil
Det rejser spørgsmålet: Hvordan kan vi realisere en reform, der kræver fælles løsninger, når de ansvarlige parter ikke engang optræder i samme samtalerum?
Det giver indtryk af en form for institutionel bobleadfærd, hvor KL og Danske Regioner hver især iscenesætter deres egen rolle som reformens centrum – men uden at spejle eller adressere det samarbejde, de reelt er gensidigt afhængige af.
Men også i forhold til andre aktører ser man en tendens til eksklusion.
Hvem er med på holdet?
På KL’s konference fylder civilsamfund, fonde og kulturinstitutioner fint i programmet – men private virksomheder og erhvervsaktører er fraværende. I Regionernes program var der tilsvarende lidt eller ingen omtale af partnerskaber med civilsamfund eller kommunale initiativer.
Begge aktører fokuserer primært indad og opad – men ikke udad mod hinanden eller de øvrige aktører, der skal være med til at realisere forandringerne.
Det står i kontrast til den virkelighed, reformerne forsøger at adressere: en kompleks og sammenvævet velfærd, hvor grænserne mellem kommunale, regionale, private og civilsamfundsaktører ikke bare skal respekteres – men aktivt bygges bro imellem.
Et fælles ansvar – kræver fælles tilstedeværelse
Hvis sundhedsreformen skal lykkes, kræver det mere end lovgivning og god vilje. Det kræver koordination, samarbejdskultur og fælles platforme.
Her kunne man ønske, at de to organisationer, som begge ynder at tale om fælles løsninger og partnerskaber, også synligt gik foran med fælles scener, tværgående debatter og delt strategiudvikling.
I stedet står vi med to parallelle politiske scener, hvor hver aktør i praksis optræder som solist i et ensembleværk.
Reformtid er relationstid
Sundhedsreformen er ikke en teknisk øvelse. Det er en ændring i rollefordelingen, i forventningerne og i ansvaret.
Det forpligter – også til at bryde ud af den organisatoriske komfortzone og engagere sig i de rum, hvor kompromiser og samarbejdsmodeller formes.
Hvis 2025 skal markere et vendepunkt i sundhedssamarbejdet, skal vi turde sige det højt:
“Der er brug for mere end parallelle ambitioner. Der er brug for fælles vilje og fælles rum, mellem regioner og kommuner, som er andet end en fælles stammedans omkring økonomiforhandlingerne, der netop er gået i gang.
